For godt en uge siden kunne Türker Alici og Ninos Oraha, begge kendt fra reality tv, meddele at deres kæde Bronuts var gået konkurs.

Og siden har det været sparsomt med udtalelserne fra de to, men nu tager Türker Alici bladet for munden på sin egen YouTube-kanal, hvor han har lavet en video til sine følgere.

»Jeg har fået at vide, jeg ikke skal sige noget, men ærlig talt, kan jeg ikke holde min mund længere,« indleder Türker Alici i videoen.

Han fortæller herefter, at der har gået en del rygter om, at han og Ninos Oraha skulle have trukket penge ud af virksomheden. En information, der ifølge Türker Alici ikke er sand.

»Alt det der med, at folk begynder at sige det ene og det andet, det gør mig ked af det. For hvis der er noget, Ninos og jeg har, så er det at drive en ærlig forretning. En forretning, hvor vi ville give noget til Danmark, som ikke var set før. Og det gjorde vi også,« siger han.

Ninos Oraha og Türker Alici startede Bronuts for knap tre år siden, og de nåede at åbne 13 restauranter, inden de meldte kæden konkurs.

Til at starte med gik det da også ganske godt for kæden, og Türker Alici fortæller, at corona kun gav virksomheden mere medvind.

»Vi startede Bronuts og det gik rigtig godt. Vi fik en investor ind, og planen var, at de skulle investere i de næste seks forretninger, vi skulle bygge. Men det gik så godt, at vi selvfinansierede dem,« fortæller Türker Alici.

Planen blev herefter, at kæden skulle bestå af 30-35 butikker, og der blev også hyret en direktør ind.

Ninos Oraha og Türker Alici i en af kædens butikker.
Ninos Oraha og Türker Alici i en af kædens butikker.

Men da restauranter og nattelivet igen åbnede op, begyndte det at gå galt.

»Der tænkte vi, jamen ved du hvad, vi har et ledelsesansvar. Inden vi løber fuldstændig tom, er vi nødt til at indgive en konkursbegæring,« fortæller Türker Alici.

Han vil dog ikke finde sig i, at nogen nu kommenterer på, om de mon selv har tjent penge på konkursen.

»Jeg gik tre måneder uden løn, Ninos gik tre måneder uden løn. Sarah og Elife (Türker Alicis og Ninos Orahas kærester, red.) var med os på arbejde frivilligt - uden at få noget for det, fordi ellers så vi ikke hinanden,« forklarer han og fortsætter:

»Vi kæmpede røven ud af bukserne. Vi gjorde alt, vi kunne. Vi arbejdede i døgndrift.«

Det lyder dog til, at der stadig er en vis stolthed tilbage over Bronuts-bedriften.

»Prøv at tænk: En dreng, der er opvokset i Harlev med en indbyggertal på 5000, en fyr som er opvokset i et ghettoområde. De to drenge sammen har skabt det her i Danmark. Det i sig selv er kæmpe stort,« siger han.

»Folk ser op til os med det, vi har opnået, folk ser op til os med den markedsføring vi har kørt, folk ser op til os med, at vi har turde kaste os ud i det,« fortsætter han.

»Ved du hvad, vi har skrevet historie. Om man vil det eller ej, om man kan lide os eller ej, vi er fucking seje, vi har gjort det her.«

Han understreger, at han har oplevet en del negativ opmærksomhed, og så kommer han til sidst med en opfordring.

»Næste gang, der er nogen, der hater på dig og din virksomhed, så bare husk sådan her, du har succes. Folk har fucking ondt i røven, folk misunder dig. Jeg kunne sige så mange ting, men jeg prøver at holde lidt igen.«