Efter 22 år med røde tal på bundlinjen kan firmaet Backtee endelig fremvise et regnskab med overskud.

Det skriver Finans.dk.

Backtee, der sælger golftøj og golfudstyr, blev indtil sidste efterår ejet af Lars Larsen Group.

Direktør Thomas Knudsen overtog anparterne, og ved den lejlighed valgte Lars Larsen Group at give firmaet et kapitaltilskud på 20,8 millioner kroner. Det gjorde egenkapitalen i Backtee positiv.

Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg, udtalte dengang i en pressemeddelelse, at han ønskede firmaet held og lykke fremover efter de mange år som medejer.

Nu viser det nye regnskab ifølge Finans.dk, at overskuddet er på 5,4 millioner kroner. Det betegnes som »tilfredsstillende.«

Overskuddet er kommet takket være en gennemgribende omlægning af virksomheden, hvor der særligt har været fokus på personale- og driftsomkostningerne og salgsorganisation.

Det er blandt andet sket ved at bruttofortjenesten og driftsresultatet er øget betragteligt, og personaleomkostningerne er blevet mere end halveret.