To uniformerede betjente tropper fredag i sidste uge op hos Danmarks største private frisør- og kosmetologuddannelse, International Training Academy's (ITA), afdeling i Odense.

Indenfor er fire elever ved at behandle fire betalende kunder. Derudover er ITAs direktør, Jonas Markou, til stede i lokalerne.

»Betjentene beder om at tale med mig, og de fortæller mig, at de er af den opfattelse, at jeg ikke må holde åbent. Jeg fortæller, at vi laver frisør- og kosmetologbehandlinger, da det er den måde, vi uddanner vores elever. Det, mener de, er i strid med reglerne, og jeg bliver sigtet for at holde åbent,« siger Jonas Markou.

Det forstår Jonas Markou imidlertid ikke et muk af.

Fredag i sidste uge troppede politiet op hos ITA i Odense.
Fredag i sidste uge troppede politiet op hos ITA i Odense. Foto: Privat foto
Vis mere

Den 3. marts – altså bare ni dage tidligere – har Jonas Markou nemlig fået afslag fra Erhvervsstyrelsen på sin ansøgning om kompensation for tvangslukkede virksomheder. Han er altså ikke tvangslukket.

B.T. er i besiddelse af afslaget, og her skriver Erhvervsstyrelsen sort på hvidt, at ITA ikke kan få kompensation, da virksomheden ikke er tvangslukket af myndighederne:

'Ansøgning om lønkompensation er afvist, da der efter de foreliggende oplysninger er utilstrækkelig dokumentation for, at virksomheden er omfattet af forbud mod at holde åbent jf. Sundheds- og Ældreministeriets bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19,' skriver Erhvervsstyrelsen i sit afslag.

»Det er jo grotesk,« siger Jonas Markou.

Jonas Markau, adm. direktør i ITA.
Jonas Markau, adm. direktør i ITA. Foto: Pressefoto
Vis mere

»I foråret 2020 fik vi både lønkompensation og omkostningskompensation som tvangslukket virksomhed. Nu mener Erhvervsstyrelsen så ikke længere, at vi er tvangslukket, men politiet kommer og sigter mig, fordi jeg åbnede i fredags. Det hænger ikke sammen.«

Og det er ikke småpenge, ITA mister som følge af Erhvervsstyrelsens afslag på kompensation som tvangslukket virksomhed.

Det betyder nemlig, at ITA, som har afdelinger i København, Aalborg, Aarhus, Kolding og Odense, ikke kan få fuld kompensation for faste omkostninger til eksempelvis husleje.

Det summer ifølge Jonas Markou op i alt 1,6 millioner kroner i manglende kompensation for januar, februar og marts.

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).
Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V). Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Jonas Markou satte sig ned og skrev en mail til Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen.

Venstre-manden troede ikke sine egne øjne, da han læste mailen.

»Det er jo kafkask. Surrealistisk. Han får afslag på at få kompensation som tvangslukket, og så må man jo holde åbent, men så kommer politiet og lukker ham. Hvad er det, myndighederne har gang i? Det er helt urimeligt, at en virksomhed kan blive behandlet sådan,« siger Torsten Schack Pedersen.

»Vi har at gøre med virksomheder, der er presset til det yderste, og så skal de samtidig generes på den måde af myndighederne.«

Torsten Schack Pedersen vil nu rejse sagen over for regeringen fredag under forhandlingerne om hjælpepakkerne.

»B.T. har også lige beskrevet en sag, hvor en tvangslukket bodega-ejer fik brev fra Fødevarestyrelsen om, at hendes virksomhed ville blive opløst, fordi der ikke var nogen aktivitet i den! Nu må regeringen altså sørge for, at der kommer styr på butikken,« siger han.

Jonas Markou har henvendt sig til politiet for at få svar på, om han er tvangslukket eller ej. Herfra lød beskeden ifølge Jonas Markou, at politiet har henvendt sig til Erhvervsstyrelsen om sagen og afventer svar.

Efter afslaget fra Erhvervsstyrelsen 3. marts har Jonas Markou søgt kompensation under den mindre lukrative, generelle kompensationsordning for ikke-tvangslukkede virksomheder. Den kompensation har ITA modtaget.