Efter knap 30 år i Danish Crown forlader slagterigigantens nuværende vicedirektør Preben Sunke sit job til maj.

Fremtiden byder på nogle helt andre udfordringer.

»Det er bestemt ikke uden vemod, at jeg er nået til beslutningen om at prioritere min hverdag på en anden måde end de seneste mange år,« siger Preben Sunke i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

Fremover vil han bruge mere tid på at se verden – og på bestyrelsesarbejde.

Preben Sunke er oprindeligt bankuddannet, men blev hentet til Danish Crown fra datterselskabet Tulip International.

Hos Danish Crown steg han lidt efter lidt i graderne.

I januar 2002 blev Preben Sunke udnævnt til økonomichef. Samtidig blev han medlem af slagterivirksomhedens direktion.

For tre år siden blev Preben Sunke vicedirektør hos Danish Crown, og i dag har han ansvaret for Group Sustainability, Globalt Indkøb, Group Supply Chain Excellence og Corporate Strategy.

Preben Sunke er også bestyrelsesmedlem i Forenet Kredit, Nykredit A/S og Nykredit Realkredit A/S.

Andre læser også