Detailsalget faldt med fem procent i januar, hvor store dele af detailhandlen har været nedlukket.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. Det er samtidig det laveste salg for en januar siden 2015.

Tallene dækker den første hele måned af anden nedlukning og viser, at tøjbutikkerne har været hårdest ramt.

Det normale januarudsalg har dermed været besværliggjort, og det ses særligt på salget af tøj, der er dykket med 43,3 procent fra december til januar.

- Nedlukningen bider benhårdt på detailhandlen, siger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.

- Store dele har været lukket ned siden slutningen af december, og det bærer handlen tydeligvis præg af, hvor også januarudsalget har været komplet umuliggjort i år af coronasituationen, siger han i en kommentar.

Store dele af detailhandlen har været lukket siden 25. december, mens storcentre har været lukket siden 17. december.

En ekspertgruppe under Statens Serum Institut (SSI) har anbefalet at genåbne butikker op til 5000 kvadratmeter fra 1. marts.

Det omfatter ikke butikker, der ligger i storcentre. Den endelige beslutning ventes at blive taget onsdag af regeringen.

Samtidig kan detailhandlen se frem imod udbetalingen af to ugers indefrosne feriepenge, som kan udbetales omkring påske.

Da de første tre ugers feriepenge blev udbetalt sidste år, førte det til en stor forbrugsfest og det næsthøjeste detailsalg nogensinde.

Tallene fra Danmarks Statistik omfatter ikke salg på udenlandske nedbutikker som Boozt, Zalando og Asos, der har haft kronede dage under nedlukningen i 2020.

Tallene fra Danmarks Statistik er korrigeret for sæsonudsving og antallet af handelsdage.

Det vil sige, at de tager højde for helligdage - og for eksempel at der normalt er et stort forbrug op til jul.

/ritzau/