Den afgående formand for FOA, Dennis Kristensen, blev så rasende, at han forlod området ude foran Forligsen, hvor der i dag var forhandlinger i OK18.

Midt under et interview med formanden, der svarede på, hvorfor de som de eneste lavede en aftale med Danske Regioner, tog Anni Pilgaard, næstformand i Dansk Sygeplejeråd ordet.

»Det er fællesskabet, der har gjort, at denne aftale kan komme helt i hus. Og derfor er det ærgerligt, at du og LO-siden ikke holdt fast til det sidste. For fællesskabet kunne måske lige have rakt til det sidste, så det ikke kun var jeres spisepause, der blev reddet, men at alles spisepause blev reddet,« sagde hun til stor hujen, inden Dennis Kristensen svarede:

»Hør nu her, jeg har sagt så mange gange, at vi overhovedet får dette resultat klemt ud af arbejdsgiver skyldes, at fællesskabet har fået sat en dagsorden, som arbejdsgiverne ikke havde forestillet sig,« sagde han, inden han blev afbrudt af Anni Pilgaard:

»Og derfor skulle I have holdt til sidste. I skulle have stået i last og brast,« sagde Anni Piilgaard, inden det eskalerede:

»Du er så centralt placeret, at du godt ved, at det var jer, der gik.«

»Det er ikke sandt.«

»Nu må du holde op. Nu bliver jeg vred. I sad i samme lokale, og I rejste jer og gik. Så stopper festen. Vi sidder 15 mennesker i et lokale, og vi ser nogen rejse sig og gå, og vi ved ikke, hvorfor de går. Og så skal jeg bagefter diskutere, om det er os, der er gået ud af lokalet. Beklager. Festen stopper her,« sagde han og marcherede ind i bygningen.

Se hele optrinnet øverst i artiklen.