Det er meget godt at lytte til sin kone.

Det må Ricki Kjeldsen i hvert fald sande, efter konen insisterede på, at han skulle ringe tilbage til nummeret på en mail, som, han ellers først antog, var en joke.

Mailen, som han modtog i forsommeren 2020, var fra den Jesper Buch, der blandt andet er kendt som en af investorerne i Løvens Hule.

Jesper Buch skulle have bygget en 350 kvadratmeter stor terrasse, og den skulle være af den komposit, som Ricki Kjeldsens virksomhed Treetops Trading forhandler. Det skriver Finans.dk

Terrassen, det hele startede med.
Terrassen, det hele startede med. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og da Ricki Kjeldsen på sin kones opfordring ringede tilbage til Jesper Buch, var det altså ikke en joke. Den var god nok.

Ricki Kjeldsen besøgte efterfølgende sammen med sin forretningspartner Dennis Povlsen Jesper Buch i hans villa på Frederiksberg.

Der blev stillet 'en masse spørgsmål' til virksomheden, som fysisk er placeret i den sydjyske by Vamdrup, der ligger tæt på, hvor Jesper Buch er vokset op.

Og over en Faxe Kondi blev de alle tre enige om, at Jesper Buch skulle investere i Treetops.

I dag ejer Jesper Buch 19 procent af virksomheden. Og han er selv ret godt tilfreds med den investering.

»Jeg siger altid, at jeg ikke investerer i produkter, men derimod i mennesker. De her mennesker i Treetops er nogle af de mest hårdtarbejdende, jeg har arbejdet sammen med, og det er en fornøjelse at følge. Det er en investering, som fandeme bare er god,« siger Jesper Buch til Finans.dk.

2020 regnskabet for Treetops bød nemlig på en næsten fordobling af overskuddet efter skat, som landede på 6,8 millioner kroner.

Ricki Kjeldsen giver Jesper Buch en stor del af æren og sammenligner firmaet med et fodboldhold, der har en god træner i Jesper Buch, som kan vise nye strategiske og taktiske veje.

Lige nu har firmaet 15 medarbejdere, men de forventer at kunne ansætte mange flere i fremtiden.