Det er svært at se et afsnit af 'Løvens Hule' uden at falde over den gode kemi, der er mellem de to løver Jesper Buch og Jacob Risgaard.

Men forholdet mellem de to er mere end det. For de er blevet rigtig gode venner.

Det skriver Jesper Buch i et opslag på Instagram.

'Jeg må ærligt indrømme … Jeg er sgu blevet glad for ham her. Et godt menneske – et klogt menneske og sjov at være sammen med. Krig og Kærlighed i en spøjs kombination,' lyder det blandt andet fra Just Eat-stifteren, der er den mest erfarne af de fem løver i programmet.

Både Jacob Risgaard og Jesper Buch kommer fra Jylland. Risgaard voksede op i Sæby i Nordjylland, mens Jesper Buch kommer fra Kolding.

Om det er de fælles jyske aner, eller bare det faktum, at de rent faktisk minder lidt om hinanden, der har gjort dem så gode venner, er svært at sige.

Men i hvert fald har de begge fortalt i ‘Løvens Hule’, at de har lavet lidt ballade i deres yngre dage. Den fysiske lighed med det mørke hår er også slående, og så fortalte de begge for nylig i et af den seneste sæsons afsnit, at ingen af dem nogensinde havde gået med ring, da de fik en fingerring af en af iværksætterne. To alen ud af et stykke, fristes man næsten til at kalde de to mangemillionærer.

Og noget tyder da også på, at venskabet vil vare ved.

Jacob Risgaard og Jesper Buch minder en del om hinanden. Foruden de fysiske ligheder, er de begge blevet mangemillionærer som iværksættere.
Jacob Risgaard og Jesper Buch minder en del om hinanden. Foruden de fysiske ligheder, er de begge blevet mangemillionærer som iværksættere. Foto: DR / Per Arnesen
Vis mere

‘I Løvens Hule findes den oprigtige autentiske kamp om den gode investering og udenfor Løvens Hule vil jeg altid have hans ryg … Husker du at værdsætte det gode venskab engang imellem? Husker du at fortælle det ? … Det er vigtigt, specielt i denne tid’, skriver Jesper Buch videre på Instagram.

B.T. har været i kontakt med Jesper Buch, der ikke ønsker at uddybe sit opslag yderligere.

Jacob Risgaard har ikke tid til at tale med B.T., men skriver i en sms, at han er enig i alt, hvad Jesper Buch skriver. Desuden har han kommenteret opslaget med følgende kommentar:

'Brother from another mother (bror fra en anden mor, red)'.

Det virker da også til, at 'Løvens Hule' er et godt sted at få venner. For den tidligere løve Hummel-milliardæren Christian Stadil har også brugt tirsdagen på gøre opmærksom på sit gode venskab – med netop Jesper Buch.

'Dejligt at kunne kombinere godt venskab med forretning', skriver Stadil til et billede på Instagram af ham og Buch sammen.