Selskabet bag vandlandet i Randers Kommune, Water & Wellness, er i store økonomiske problemer.

Problemerne er så store, at byrådsmedlem fra Velfærdslisten Kasper Fuhr Christensen frygter en konkurs.

»Min bekymring går på, om selskabet går konkurs, og Randers Kommune kommer til at stå med en temmelig stor regning,« siger han til Randers Amtsavis.

Konkurstruslen kommer fra Familien Holding Skak, der ejer Water & Wellness. Egenkapitalen i selskabet lød på minus 204 millioner kroner ved årets udgang.

Det er en forværring i forhold til udgangen af seneste regnskabsår, hvor underskuddet i egenkapitalen var på minus 165 millioner kroner.

Randers Leisure Center A/S, der ejer og udlejer Water & Wellness, viser i deres årsrapport, at der hersker en usikkerhed om, hvorvidt selskabet har evnerne til at forsætte driften eller ej.

Ifølge Randers Amtsavis er det Arbejdernes Landsbank, der holder hånden under selskabet, der har hovedsæde på Sjælland.

Kasper Fuhr Christensen har alligevel bedt om at få regnskabet på dagsordnen til mandagens byrådsmøde.

Water & Wellness havde alene et overskud på 567.000 kroner i 2018, hvilket var lidt under tallet fra 2017, der viste et overskud på 641.000 kroner.

Forvaltningen mener, at Water & Wellness kan forsætte den daglige drift, så længe at kreditfaciliteterne opretholdes.

Bestyrelsesformand i Randers Leisure Center A/S, Mogens Jørgensen, fortæller, at man leder efter egnede købere.

Ifølge Randers Amtsavis, vil Water & Wellness forsætte den daglige drift, indtil man finder en eller flere købere.