Det danske tøjmærke Les Deux har mistet 95 procent af omsætningen under coronakrisen – men kort forinden blev firmaet ramt af en anden ulykke.

Les Deux måtte sende størstedelen af medarbejderne hjem, da ordrebogen lynhurtigt blev gabende tom efter corona-nedlukningen af samfundet både herhjemme og mange steder i udlandet.

Men en ulykke kommer sjældent alene, som man siger. For et par uger siden blev en af det danske tøjmærkes lastbiler plyndret. Gerningsmændene slap derfra med varer til en værdi af en million kroner, skriver Finans.

»Først tænkte jeg: 'Shit, det er en regning på 1 mio. kr. Hvordan får vi de penge hjem, nu hvor alt er lukket ned?'« siger Les Deux' medstifter og direktør Andreas von der Heide til Finans.

Hvis samfundsnedlukningerne trækker ud, kan tyveriet faktisk ende med at holde Les Deux oven vande.

For Les Deux har fået erstattet tabet af sit forsikringsselskab – og den million kroner kan ende med at blive vigtig likviditet, som kan holde en konkurs fra døren.

Andreas von der Heide understreger dog, at det næppe kommer dertil, idet Les Deux har økonomiske muskler til at klare sig året ud i tilfælde af en langvarig krise.

Les Deux blev stiftet i 2009 og forhandles i dag i 800 butikker over 15 lande.