Benedikte Utzons danske modehus Womens Wear Group er gået konkurs.

»Det er det frygteligste af alt frygteligt. Det er trist, og jeg er en træt mand nu,« siger stifter af og adm. direktør i Womens Wear Group Kim Lindholm Rasmussen til Finans.

Den berømte danske designer Benedikte Utzon har været passiv medejer af selskabet og har derfor ikke haft direkte indflydelse på hverken design eller virksomhedsdriften.

Womens Wear Group havde tre modebrand og en webshop, som nu altså må lukke og slukke.

Det er gået dårligt for virksomheden i en periode op til konkursen, hvor virksomheden havde et underskud på 2,3 mio. kroner i seneste regnskab.

På daværende tidspunkt blev regnskabet dog fremlagt, som om virksomheden kunne fortsætte driften, fordi de angiveligt havde fået gode aftaler i hus med europæiske forhandlere. Men det gik altså ikke.

Det er ikke første gang, Womens Wear Group er gået konkurs. Det samme skete tilbage i 2014, hvor alle aktiverne blev rykket over i et nyt selskab.

Også Benedikte Utzon er gået konkurs tidligere med firmaet Benedikte Utzon A/S, i 2012, og i 2016 mistede hun retten til sit eget navn.

Benedikte Utzon er kendt for sine eksklusive kollektioner og har blandt andet designet tøj til dronning Margrethe og kronprinsesse Mary.

Alligevel blev hun frataget retten til at bruge sit eget navn i erhvervsmæssig sammenhæng af Højesteret.

I 2012 solgte den royale modedesigner varemærket Benedikte Utzon til virksomheden Topbrands, efter hun var gået konkurs med sin designvirksomhed af samme navn. Hun havde grundlagt brandet i 1995.

Efterfølgende stiftede den 51-årige designer selskabet Est. 1995, men hendes navn indgik i mærket, og derfor valgte Lasse Skaarup Jensen, der ejer Topbrands, i 2014 at lægge sag an mod Benedikte Utzon, fordi han mente, at hun havde overskredet varemærkerettighederne.