Den berømte danske designer Benedikte Utzon må fremover ikke bruge sit eget navn i erhvervsmæssig sammenhæng.

Det har Højesteret tirsdag slået fast.

I 2012 solgte den royale modedesigner varemærket 'Benedikte Utzon' til virksomheden Topbrands, efter hun var gået konkurs med sin designvirksomhed af samme navn. Hun havde grundlagt brandet i 1995.

Efterfølgende stiftede den 51-årige designer selskabet 'Est. 1995', men hendes navn indgik i mærket, og derfor valgte Lasse Skaarup Jensen, der ejer Topbrands, i 2014 at lægge sag an mod Benedikte Utzon, fordi han mente, at hun havde overskredet varemærkerettighederne.

Tirsdagens dom i Højesteret satte punktum for den bitre strid om navnerettigheder - og stadfæstede dermed en tidligere dom fra Sø- og Handelsretten.

Af Højesterets afgørelse fremgår det:

'Hvis en person, der har anvendt sit eget navn som va­re­mær­ke, har overdraget varemærket til en anden, medfører kravet om iagttagelse af god markedsføringsskik, at overdra­ge­ren af­skæ­res fra at bruge sit eget navn som vare­mær­ke for de va­re­­grup­­per, som va­remærket fortsat anvendes for af er­hver­­ve­ren.'

Den 51-årige modedronning må med andre ord ikke bruge sit navn som brand til at sælge den samme type varer, som varemærkets nye ejer, Topbrands, også sælger.

På Facebook har Benedikte Utzon kommenteret nederlaget, og på sin profil skriver hun blandt andet:

'Kære søde Venner. Jeg og vi tabte alt. Benedikte Utzon må aldrig mere anvendes af mig. Jeg er i chok. Rasende, ked af det. På alles vegne', skriver hun i opslaget og fortsætter:

'Jeg kæmpede for os alle, men lige meget hjalp det... Undskyld. Jeg må skifte mit navn nu og håber at det accepteres at jeg hedder Dicte Utzon som min store søster kalder mig. Tak for jer.'

Striden har blandt andet handlet om hjemmesiden www.est1995.dk, der forhandler Benedikte Utzons nye tøjkollektioner. Her fremgår hendes navn klart og tydeligt på forsiden, selv om hun har holdt fast i, at hendes nye firma hedder 'Est. 1995'.

'Anvendelsen af eget navn som va­re­mærke for varer af samme eller lignende art vil være skadelig for erhververen, da der vil være en klar forvekslingsrisiko. Højesteret fandt på denne baggrund, at Benedikte Ut­zon var afskåret fra at an­ven­de sit eget navn som kendetegn eller del af et kendetegn i til­knyt­ning til varer omfattet af Topbrands’ varemærke­ret. Hun havde derfor krænket Topbrands varemærke bl.a. ved at tillade to selskaber at sælge tøj med varemærket ”Est. 1995 Benedikte Utzon Wardrobe”', lyder det i afgørelsen fra Højesteret.

Højesterets afgørelse var som nævnt en stadfæstelse af den dom, der faldt i Sø- og Handelsretten i december 2015, som Benedikte Utzon valgte at anke. Dengang lød dommen, at designeren skulle betale 125.000 kroner i erstatning - det beløb blev tirsdag forhøjet til 250.000 kroner i Højesteret.

Dertil kommer udgifter til blandt andet sagens omkostninger.