Den danske juiceproducent Wish by Seimei er under konkurs.

Det fremgår af cvr-registret.

Samtidig bekræfter kurator Nicolai Dyhr, at virksomheden er blevet solgt og har fået nye ejere. Det skriver FødevareWatch.

Den nye ejer er The Whole Company, som blandt andet er kendt for Fredsted The og frugtstængerne Castus.

»Handlen er gennemført efter længerevarende forhandlinger med en række køberemner og i tæt dialog med konkursboets største og væsentligste kreditorer. Det er lykkedes os at redde størstedelen af arbejdspladserne, hvilket jeg er meget tilfreds med,« skriver kurator Nicolai Dyhr i en besked til mediet.

Beløbet for overtagelsen er fortsat ukendt.

Ifølge Fødevarewatchs oplysninger havde tre ud af fem bestyrelsesmedlemmer valgt at indlevere begæring om konkurs.

Konkursen kommer efter flere år med røde tal på bundlinjen for Wish by Seimei, der i løbet af sin ni års levetid ikke formåede at levere plus på kontoen.

De seneste fem år er det samlede underskud løbet op i mere end 60 millioner kroner.

Wish by Seimei blev i sin tid stiftet af Aqua D'or-stifter Allan Feldts.