Et trafikuheld har kostet en 47-årig østjysk direktør livet.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Kåre Stephansen var direktør og ejer af køkkenforretningen Invita i Randers.

I ulykken, der fandt sted i torsdags ved Aarhus, blev hans bil frontalt ramt af en lastbil.

Af uvisse årsager havde lastbilchaufføren mistet herredømmet, så lastbilen pløjede igennem autoværnet og over i den modsatte kørebane.

Kåre Stephansen døde på stedet.

På det sociale medie LinkedIn reagerer bestyrelsesformand for Invita Randers, Karina Boldsen, på den tragiske ulykke.

»Det er med stor sorg at måtte meddele, at ejer og direktør i Invita Randers, Kåre Stephansen, i går eftermiddags afgik ved døden under et trafikuheld.«

»Kåre var en fantastisk chef og kollega og har drevet Invita Randers med stort engagement og professionalisme.«

»Der er ikke ord for tabet. Det berører mig dybt og mine tanker går til de efterladte i familien samt medarbejderne hos Invita Randers.«

»Æret være Kåres minde,« lyder det.

Invita-butikken på Nikkelvej 5 i Randers holdt lukket fredag og vil også være lukket i dag lørdag.