Overskuddet hos den danske butikskæde Hi-Fi Klubben har lidt et markant dyk.

Det er nemlig faldet fra 32 mio. kr. til 20 mio. kr. Det fremgår af et nyt regnskab fra Hi-Fi Klubbens moderselskab, Audionord International A/S.

Dykket skyldes blandt andet, at kursen på både den norske og den svenske krone er faldet i regnskabsperioden, der løb fra maj 2018 til april 2019.

Det skriver Finans.dk.

Samtidig har Hi-Fi Klubben gjort større investeringer for at markere sig på det tyske marked, og det har ligeledes betydning for overskuddet.

Det er ikke kun overskuddet, der har lidt et dyk. Hi-Fi Klubbens omsætning er også lavere, end den plejer:

»Det skyldes dels et dyk i vores salg af fjernsyn, dels at vi som led i vores strategi har tilpasset antallet af butikker til markedet i Skandinavien,« siger Christoffer Arensbach, der er adm. direktør i Hi-Fi Klubben til Finans.dk og fortsætter:

»Salget af vores kerneprodukter er stigende, hvilket sikrer en profitabel forretning, mens vores rene driftsindtjening er tæt på status quo.«

Oven i hatten er Hi-Fi Klubben netop nu ved at lave nogle omfattende ændringer i samtlige af deres 100 butikker, der både ligger i Tyskland, Sverige, Norge og selvfølgelig Danmark.

Kæmpe-kæden vil nemlig omdanne samtlige butikker til showrooms, og på sigt er målet at fjerne både kasseapparater og lokale lagre, for at give kunderne en anderledes oplevelse af at handle hos Hi-Fi Klubben:

»På mange måder er vi faktisk inspirerede af, hvordan konceptet startede i 1980, hvor det var postordresalg og direkte forsendelse fra lageret,« fortæller Christoffer Arensbach om omlægningen.

Hi-Fi Klubben blev grundlagt af den i dag 65-årige Johan Peter Lyngdorf i 1980 som et postordrefirma.