Som tak for indsatsen under coronapandemien har alle Danish Crown-ansatte i Danmark fået en ekstra stor gave.
De har nemlig fået et gavekort til et restaurantbesøg på 500 kroner. Men i Danmark er der ansat 8.000 medarbejdere, så det løber op i intet mindre end fire millioner kroner for slagterivirksomheden.
Men det er det hele værd, hvis du spørger direktøren i Danish Crown, Jais Valour.
»Det er selvfølgelig mange penge samlet set, men man skal kigge på beløbet til hver, og vores medarbejdere trænger til at komme ud at spise, deres indsats skal påskønnes,« siger Jais Valour.
De ansatte på Danish Crown har arbejdet under hele coronakrisen, og nærmest lige fra start har de kunnet mærke, at verden var på vej ind i en ny fase.
Allerede den første uge inde i coronaepidemien har medarbejderne skullet løbe dobbelt så hurtigt som normalt. For folk hamstrede i butikkerne, og det betød, at der skulle produceres endnu mere kød.
Derudover har de ansatte skullet testes ofte siden september, og så har de skullet håndtere mange restriktioner.
»Det er ikke sjovt at stå på en arbejdsplads med mundbind på, når det er fysisk hårdt arbejde, og det er forfærdeligt at skulle testes, inden man møder ind om morgenen. Det har været hårdt og krævende for medarbejderne.«
For Danish Crown er der mange fordele ved at give gavekort ud til de mange ansatte. Mange af virksomhedens kunder sælger nemlig meget kød til blandt andet restauranter og hoteller.
Brancher, der løbende har været lukket under coronapandemien, hvilket Danish Crown også har kunnet mærke.
»Så kan vi hjælpe med gavekort. På den måde giver vi både medarbejderne et klap på skulderen og en anerkendelse til kunderne af, at de skal i gang igen,« siger Jais Valour.
Og det har skabt glæde blandt de mange ansatte.
»Det blev positivt modtaget, og flere har skrevet, at det ikke var beløbet i sig selv, men tanken, der tæller,« siger Jais Valour.
Det er en ny lov, der gør det muligt for Danish Crown at give et så stort gavekort til de ansatte, uden at det skal beskattes.
Loven blev vedtaget tidligere på måneden, hvor det blev muligt for virksomheder at give gavekort til oplevelsesbranchen på op til 1.200 kroner skattefrit. Tidligere har de ansatte skullet betale skat af gavekort i den størrelse, og så er der pludselig ikke så meget fidus i at give dem.
Danish Crown havde i hvert fald ikke givet de ansatte et gavekort i den størrelse, hvis det ikke var for den nye lov.
»Vi havde ikke givet det på den måde, hvis det ikke var for den nye lovgivning. Så skal der trækkes skat på det.«
Da den nye lov kun gælder i Danmark, har det ikke været muligt at give et gavekort på 500 kroner til alle deres 23.000 ansatte i verden. Men Jais Valour fortæller, at man i andre lande har fundet andre løsninger.


