Skål og godt nytår.
Det nye år er startet med rigtig gode nyheder for Carlsberg-koncernen.
De er nemlig rykket tilbage op i top-3 over verdens største bryggeriselskaber.
Det viser en opgørelse fra tyske BarthHaas, der har indsamlet data omkring ølproduktionen på tværs af verdens største selskaber.
I 2020 producerede Carlsberg 110 millioner hektoliter, og dermed passerede de kinesiske China Res. Snow Breweries, som landede på 106,9 millioner hektoliter.
Carlsberg står for 6,1 procent af verdens samlede produktion af øl, men der er langt op til verdens førende.
På andenpladsen er Heineken med 12,2 procent, og øverst findes AB InBev, der står bag blandt andre Budweiser og Corona, med en samlet markedsandel på hele 25,7 procent.
Den verserende coronapandemi, der for alvor tog fat i 2020, fik den samlede ølproduktion til at falde med seks procent, men samlet set stod de 40 største bryggeriselskaber alligevel for hele 86 procent af verdens samlede produktion.
Carlsberg har siden den periode, hvor opgørelsens data stammer fra, overtaget både Wernesgrüner og Maston's, så der er potentiale for endnu mere vækst.
De er dog ikke det eneste danske islæt på listen over verdens 40 største.
Royal Unibrew indtager 36.-pladsen med en samlet produktion på fire millioner hektoliter.