50 investorer har tilsammen smidt 28 millioner kroner i Qntm Labs, der har kontor i Odense.

Den store sum penge kom efter en investeringsrunde, og det er til stor glæde for de to amerikanere, der holder til i Odense.

»Da vi begyndte, var enhver krone, vi kunne få ind, meget for os, så 28 millioner kroner er en kæmpe sum,« siger Connor Murphy til TV 2 Fyn.

Connor Murphy er den ene af de to danskboende amerikanere, der står bag virksomheden i Odense.

Han grundlagde virksomheden sammen med Justin Ihnken i begyndelsen af 2020.

Virksomheden specialiserer sig i at udføre test af medicinsk cannabis til andre virksomheder i branchen, der producerer cannabis.

I 2021 rykkede de to amerikanere så ind i de nuværende lokaler på Unsbjergvej i Odense.

Justin Ihnken fortæller til TV 2 Fyn, at det er en anerkendelse af, at der er behov for det, de har gjort indtil nu, og alt det, de har tænkt sig at gøre fremover.

Med 28 millioner kroner ekstra på kontoen vil de to amerikanere nu udvide rammerne i Odense.