Der er tilsyneladende endnu ikke fundet noget loft for bitcoin. Det går stadig op, op, op.

Endnu en gang er der sat en ny rekord for værdien af kryptovalutaen, der senest har nået 34.544,94 dollar for 1 bitcoin.

Dermed har bitcoin næsten femdoblet sin værdi i løbet af det seneste år, for i begyndelsen af januar 2020 lå værdien på lige omkring 7.000 dollar.

Det er især hen mod slutningen af det forgangne år, at værdien er taget til.

Ved indgangen til december blev den hidtidige rekord fra 2017 slået, da bitcoin ramte en værdi på 19.850,11 dollar, og på denne side af nytåret blev endnu en barriere så brudt.

2. januar bragede værdien for første gang over 30.000 dollar. Senere samme dage passerede den 34.000 dollar – og 3. januar blev der sat en foreløbig ny rekord på 34.544.94 dollar (svarende til lige knap 209.000 kroner).

Siden har bitcoin svinget lidt op og ned, mens den lige nu ligger mellem 31.000 og 32.000 dollar.

I det hele taget markerede december en voldsom interesse for at handle med bitcoin. Ifølge Finans.dk blev kryptovalutaen i løbet af 2020's sidste måned handlet for i alt 39,1 milliard dollar. I samme periode blev aktierne for techgiganterne Apple, Amazon, Microsoft, Facebook og Alphabet (Googles moderselskab) handlet for tilsammen 37,7 milliarder dollar.

Efter den seneste store optur i 2017 endte det i en gevaldig nedtur efterfølgende. Eksperter regner i stigende grad ikke med, at det bliver gentaget denne gang.

»I dag er bitcoin et sted, hvor investorer, banker og familieforetagende helt legitimt overvejer at investere for at sikre sig mod valutadevaluering,« har Alex Mashinsky fra Celsius Network tidligere sagt til Reuters.