Det er kun gået én vej for bitcoin i år – og nu har den såkaldte kryptovaluta ramt sit højeste niveau nogensinde.

Mandag aften (dansk tid) ramte værdien 19.850,11 dollar – omkring kroner 123.300 kroner.

Det skriver flere medier baseret på CoinDesk Bitcoin Price Index.

»Man skal på ingen måder undervurdere betydningen af den nye rekord,« som analytikeren Kevin Kelly siger til Coindesk.

Den tidligere rekord blev sat for næsten tre år siden, da værdien af bitcoin 18. december 2017 ramte 19.783,21 dollar. Siden fulgte et opsigtsvækkende kollaps, hvor værdien af den virtuelle betalingsform styrtdykkede voldsomt på kort tid.

Nu er bitcoin altså tilbage.

Det sker efter et hæsblæsende 2020, hvor værdien af kryptovalutaen bare i år er steget med 167 procent. Hvilket er langt højere end de mest markante højdespringere på eksempelvis aktiemarkedet. Siden marts hvor bitcoin faldt med 50 procent på én eneste dag, er værdien steget med utrolige 400 procent.

I forhold til 2017 er bitcoin i dag blevet mere stuerent, og derfor vurdere eksperter, at det højre niveau er kommet for at blive.

»I dag er bitcoin et sted, hvor investorer, banker og familieforetagende helt legitimt overvejer at investere for at sikre sig mod valutadevaluering,« har Alex Mashinsky fra Celsius Network tidligere til Reuters.

Siden rekorden mandag aften er vælrdien af bitcoin faldet lidt igen, og den ligger tirsdag morgen omkring 19.435 dollar.

Bitcoin er en digital og krypteret valuta - deraf navnet 'kryptovaluta'. Der er ikke nogen konkret organisation, der bestemmer over Bitcoin, og dermed kan det heller ikke lukkes ned. Det er udbud og efterspørgsel, der afgør prisen på en Bitcoin.