Om to år bliver 47-årige Rami Jensen administrerende direktør for detailkæden Jysk, og hans vej til tops viser, at det kan betale sig at blive, hvor man er og arbejde hårdt.

Det er nemlig ikke fine universitetsuddannelser eller managementforløb i udlandet, der har ført Rami Jensen helt til tops i dansk erhvervsliv, skriver JydskeVestkysten.

Rami Jensen startede som elev i Jysk i butikken City Nord i Esbjerg, og her startede hans kærlighed til detailhandel, siger Rami Jensen til avisen.

»Egentlig begyndte det med et sommerferiejob i Harald Nyborg i Esbjerg. Jeg fandt hurtigt ud af, at detailhandel var spændende, man havde stor indflydelse på sin egen hverdag, og muligheden for at måle resultaterne tiltalte mig,« husker Rami Jensen.

Og siden har han altså arbejdet sig helt til tops.

Rami Jensen udtaler til Finans.dk, at han glæder sig til at overtage direktørposten.

»Det er en fantastisk mulighed, som nu gives mig. Helt i Lars Larsens ånd skal man – set herfra – gribe chancen, når den er der. Målet er så at vise, at man kan gøre en forskel og leve op til ansvaret,« siger Rami Jensen.

Jysk har aktuelt 3.100 butikker i 50 lande og cirka 26.500 medarbejdere på verdensplan, skriver finans.dk.