15.000 danske bankkunder har nu fået et nyt hjem.

For en pris på to milliarder kroner har Ikano Bank nu indgået en aftale om at overtage dem alle.

Det skriver Børsen.

De mange bankkunder har indtil nu været kunder hos Basisbank, men den virkelighed ændrede sig, da banken i juni annoncerede, at man ville skille sig af med sine indlånskunder – altså kunder med penge stående i banken. I fremtiden ville Basisbank omvendt således kun tilbyde privatkunder at kunne låne penge i banken.

Derfor skulle der findes en ny bank til de 15.000 indlånskunder.

Selv om Basisbank og Ikanobank er blevet enige om et salg af kunderne, skal aftalen dog først endeligt godkendes af finanstilsynene i både Sverige og Danmark, inden det kan blive til virkelighed.

Med købet af Basisbank-kunderne satser Ikano Bank på at vækste endnu mere.

»Vi er på en spændende rejse for at transformere banken og ser frem til at kunne byde tæt på 75.000 nye kunder velkommen til banken,« siger den danske chef for Ikano Bank, Henrik Staulund.

Foruden et farvel til de tusindvis af bankkunder har Basisbank i øvrigt også valgt at sige farvel til lige knap halvdelen af de 109 medarbejdere.

Tilbage i juni sagde hovedaktionær Lars Thuesen om beslutningen om at skære medarbejdere og kunder fra:

»Der er gennem de seneste år sket en række ændringer i omverdenen, der i høj grad påvirker, hvorledes vi ser på fremtiden og vores muligheder for at kunne udvikle vores forretning lønsomt,« lød det.