Der er ikke skabt nok arbejdspladser.

Det er konklusionen efter et år med Apples 166.000 kvadratmeter store datacenter, der ligger placeret i Foulum nordøst for Viborg. Det skriver Finans.

For fem år siden, hvor planerne for datacentret blev præsenteret, var der ellers jubel og glade dage i Viborg Kommune. Her håbede man på, at Apples datacenter ville skabe en masse job i Viborg og omegn.

»Der har været mange tal fremme, men mit bedste bud og mål er, at vi vil se 10.000 arbejdspladser inden for ti år,« sagde Torsten Nielsen (K), daværende borgmester i Viborg Kommune, for fem år siden til Danske Kommuner.

Dog er forventningerne skruet en del ned siden da, og kommunens nuværende borgmester Ulrik Wilbek (V) er ikke sikker på, at der overhovedet kommer 1.000 arbejdspladser fra Apples datacenter.

Og som om det ikke skulle være nok, ser det heller ikke for godt ud for strømforbruget, der kommer fra danske datacentre.

For Energistyrelsen regner med, at de danske datacentre samlet set vil forbruge 8,5 TWh (terawatt-time, red.) i 2030, hvilket svarer til det årlige strømforbrug for 2,1 millioner danske husstande.

Dog har Apple valgt at få opført to store vindmøller ved Esbjerg, der sammen med solparken ved Thisted skal forsyne deres datacenter ved Viborg med grøn strøm.