Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen ejer nu 100 procent af skofirmaet Bianco.

Det sker, efter at han har købt medejer Jens Schøtt ud af virksomheden.

Det skriver Finans.

For 11 måneder siden ejede Holch Povlsen også hele virksomheden, indtil Jens Schøtt, der havde Ca'shott, blev medejer. I den forbindelse blev hans virksomhed et datterselskab til Bianco.

Schøtt ejede, ifølge Finans, mellem 10 og 14,99 procent af Bianco, men nu har Holch Povlsen købt hans procenter.

Det bliver bekræftet over for Finans af Lise Kaae, bestyrelsesformand i Bianco og adm. direktør i Anders Holch Povlsens Heartland-koncern.

Skofirmaet har dog indtil videre vist sig, at være en dårlig forretning.

I det seneste regnskabsår kom virksomheden ud med et underskud på 38 millioner kroner, og det var det niende år i træk, at virksomheden havde røde tal på bundlinjen.

Siden Anders Holch Povlsen kom til virksomheden i 2016, har han op til flere gange skudt penge i virksomheden.

Men igennem de sidste 10 år har virksomheden tabt 250 millioner kroner.

Da Bianco havde bedst gang i butikken, havde de 180 butikker i fire lande. Men nu er antallet på under 100 butikker fordelt i Danmark, Sverige, Tyskland og Norge.

Bianco blev grundlagt i 1987 af René Piper Laursen, som ikke længere er en del af virksomheden.