Da coronakrisen kom buldrende, reagerede den danske rigmand Anders Holch Povlsen prompte og fyrede 750 i sin Bestseller-koncern.

Nu præsenterer han et rekordoverskud i milliardklassen.

Bestsellers netop offentliggjorte regnskab viser overskud på hele 4,6 milliarder kroner før skat.

Anders Holch Povlsen fortæller til Finans, at Bestseller gjorde 'det helt rigtige' ved at forberede sig på det værste og skære ned på omkostningerne, da krisen ramte i foråret 2020.

Fyringerne af de 750 medarbejdere var en del af den manøvre.

»Det er ikke dårligt at have en mere trimmet organisation og nogle mere trimmede omkostninger,« siger Anders Holch Povlsen til Finans.

Dengang undrede Fagforbundet 3F sig over, at Bestseller skred til fyringer.

»Når man tænker på, hvordan økonomien og overskuddet har været sidste år, ser det mærkeligt ud, at man ikke ser tiden lidt an,« sagde Henning Vestbjerg Pedersen, der er formand for 3F i Midtjylland, til TV 2 Østjylland i marts 2020, hvor de mange medarbejdere fik en fyreseddel.

I dag er antallet af ansatte i Bestseller begyndt at nærme sig samme niveau som før coronakrisen.

Anders Holch Povlsen er med en formue på omkring 78 milliarder kroner en af verdens 200 mest velhavende personer.