Med nye folk på ledelsesgangene vil discountkæden Aldi forsøge at blive danskernes foretrukne.

Det skriver Retailnews.

Ifølge mediet har Aldi udnævnt den 43-årige Michael Ottesen som ny viceadministrerende direktør for Aldi Danmark. Han får ansvaret for Aldi Danmarks internationale samarbejde samt national koncept- og butiksudvikling.

»Vi står i en situation, hvor det er nødvendigt at ændre nogle ting for at få succes, og den rejse er ekstremt spændende. Jeg kan godt lide, at Aldi er ’discountens opfinder’, og nu skal vi tilbage på den rigtige kurs igen,« siger Michael Ottesen til Retailnews.

Samtidig har discountkæden udnævnt 42-årige Morten Milling som ny salgsdirektør i forsøget på at vende kædens blodrøde tal på bundlinjen de seneste 10 år.

Det seneste årti har Aldi Danmark nemlig ikke tjent penge, og for nylig kunne de præsentere endnu et underskud på hele 342 millioner kroner.

Aldi kommer oprindeligt fra Tyskland, og den danske del af Aldi er da også på tyske hænder.

Ud over Danmark og Tyskland er Aldi til stede i syv andre europæiske lande. På verdensplan har kæden 60.000 ansatte.