Sara Nersting var blot 12 år, da hun fik hele to af løverne i DR-programmet 'Løvens Hule' til at investere i webshoppen 'Kforkage'.

Nu - godt et år efter den positive respons i programmet - bliver kageuniverset dog lukket.

Det oplyses på 'Kforkage's Instagram-profil:

'Det har været en skøn rejse med verdens bedste kunder. Men de sidste mange måneder har været en kamp for at få nye samarbejder til at gå op i en højere enhed, og vi må nu kaste håndklædet i ringen.'

I en alder af blot otte år var Sara Nersting - som i dag er 14 år - med til at stifte 'Kforkage', som hendes mor, Mia Franck Nersting, var direktør i, og som Sara selv var juniordirektør i.

I 'Løvens Hule' investerede JustEat-millionæren Jesper Buch 225.000 kroner for 10 procent af virksomheden, mens Mia Wagner investerede 450.000 kroner for 20 procent.

Sidstnævnte ærgrer sig i en pressemeddelelse over, at 'Kforkage' har været nødsaget til at kaste håndklædet i ringen.

»Det ærgrer mig meget, da jeg personligt holder meget af både Sara og Mia Nersting og af deres vision. De har formået at opbygge et stærkt brand, som inspirerer børn og forældre til at være sammen i køkkenet,« siger Mia Wagner, direktør i Freeway.

En analyse fra Freeway viser, at konkurrencen inden for kagesegmentet er stegt med 95 procent, mens efterspørgslen kun er steget med fire procent fra 2018 til 2019.

Så selvom det er lykkedes 'Kforkage' at tredoble omsætningen, har der på grund af udviklingen på markedet stadig været pres på indtjeningen.

»Høj omsætning er desværre ikke nok i iværksætteri. Det er altafgørende, man i den daglige drift og prissætning har øje på hele sin værdikæde,« siger Mia Wagner og tilføjer:

»Det er brandærgerligt, at det trods stor ihærdighed ikke er lykkedes for Kforkage, men både Sara og Mia Nersting har min dybeste respekt, og jeg ønsker dem alt det bedste.«