Walisiske Ben Davies var hårdt ramt, da han så Christian Eriksen kollapse på Parkens græstæppe i Danmarks EM-åbningskamp.

Wales-spilleren er nemlig private venner med den danske stjerne, som han har spillet sammen med i Tottenham.

Derfor har Davies også efterfølgende været i kontakt med Eriksen for at sikre sig, at han det godt.

Det fortæller han til BBC forud for lørdagens ottendedelsfinale mod Danmark.

Foto: ANDREW YATES
Vis mere

»Jeg har snakket med ham et par gange, siden det skete, og han virker til at være ved godt mod,« siger Ben Davies og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvad der sker med ham herfra, men det er bedst, vi bare lader ham have sit privatliv og tilbringe tid med familien - det vigtigste er, at han er i live,« lyder appellen.

Ben Davies fortæller, at han sad og så Danmarks kamp mod Finland sammen med sine holdkammerater på spillerhotellet.

Og da han så Eriksen kollapse, forsøgte han hurtigst muligt at finde ud af, hvordan danskeren havde det.

»Det var ganske forfærdeligt. Han er en god ven, og jeg vidste ikke, hvad der skete. Jeg var på telefonen til en del fælles venner.«

»For at være ærlig, så er fodbolden - når sådan noget sker - fuldstændig ligegyldig. Det eneste, der betyder noget, er, at han er i live og kan være der for sin familie.«

Ben Davies og Wales møder Danmark i EMs ottendedelsfinaler på lørdag. Kampen spilles kl. 18.00 i Amsterdam.