Han er blevet hele Danmarks darling.
Men i ottendedelsfinalen mod Tyskland på lørdag, ja, der må landsholdet undvære sin nye talisman på midtbanen.
For Morten Hjulmand hev et noget unødvendigt gult kort til sig med en tackling højt oppe på serbernes halvdel i første halvleg - og dét begræder han efter nullerten.
»Jeg er mega ked af, at jeg ikke skal være med mod Tyskland. Men lige nu fylder det, at jeg er videre med Danmark i en slutrunde som nummer to i gruppen. Det er jeg stolt af og glad for, og så må jeg være der for drengene,« lød det fra Morten Hjulmand, der tirsdag blev 25 år gammel.

Han var ikke helt enig i, at han skulle have haft en ostemad i fødselsdagsgave.
»Jeg prøvede at bryde bolden, men fik faktisk ikke ram på ham. Han kastede sig godt, og så tror jeg, at dommeren faldt i fælden, da nogle stod og råbte af ham - så følte han sig nødsaget til det.«
Så en forkert kendelse?
»Det skal du spørge dommeren om,« sagde Hjulmand, der med det samme, han så det gule kort, vidste at han var i karantæne.
»Det strejfede mig, selvfølgelig. Men kampen gik videre og vi skulle have et resultat, så det kom hurtigt ind og så kom det ud.«
Hjulmand tilføjede, at de gule kort er en del af midtbanespillerens spil - men samtidig vil han også udvikle sig på det område, da advarslerne ikke må blive for mange.
Se B.T.s karakterer fra 0-0-kampen mod Serbien her - og få B.T.s dom over den noget alarmerende kamp her.