Danmark er videre ved EM!
Det står klart efter 0-0 mod Serbien, der blev en pinsel at følge til allersidst, for serberne dansede i den grad om det danske felt.
Men en dansk betondefensiv med en dansk kæmpe som klart bedste spiller holdt stand, og derfor kan nationen nu puste ud og ånde lettet op, selv om offensiven i den grad halter.
Herunder får du B.T.s karakterer fra 0-0-kampen på Allianz Arena.
Uha. Det lignede flere gange, at han deltog i et spil 'gris', hvor målet er at spille modstanderen dårligere, for han pressede sine medspillere med svære afleveringer. Det gav os direkte dårlig mave, da han chippede den ud på Joachim Andersen i anden halvleg. Til sidst i kampen var han rolig og greb ind, når serbernes bolde dansede i feltet.
Bidsk som en serbisk gadehund reducerede han og kollegaerne modstanderens offensiv til et kuld af chihuahuaer. Han dominerede i sine defensive dueller, og så var han tiltrængt fremsynet i sine pasninger. Skal nok have skiftet underbukser på grund af det annullerede selvmål. Men den bøf med Mitrovic siger alt om, hvor irriterende forsvareren var for serberne.
Sjældent har vi været så glade for Jannik Vestergaards størrelse 50. Lad os bare kalde den verdens bedste! For dén lange tå var bidende nødvendig kort inde i anden halvleg, hvor Mitrovic var ved at udnytte en løs bold i den danske defensiv. Den skarphed udviste den danske kæmpe generelt i sine defensive aktioner, hvor han konstant var redningsmand, når det brændte på.
Danmarks bedste fodboldspiller bevæger sig i det skjulte, og det er næsten synd, at han ikke tiltrækker sig mere opmærksomhed, for han laver så utroligt få fejl og er konstant på forkant med situationerne. Guld værd for roen i det danske opbygningsspil, og det var sjældent, at det var farligt omkring ham.
Puuuh, opdagede han ikke, hvor gigantisk en chance han havde? Det virkede som om, at danskerens fokus var et helt forkert sted, da han skulle forsøge sig med hovedet på Mæhles fortrinlige indlæg. Men det er altså bare en lille ridse i lakken på en præstation, hvor Bah deltog meget i det offensive spil og var med til at presse serberne.
Stik ham det anførerbind. For Højbjerg er simpelthen unik på det danske landshold. Enormt løbearbejde og konstant efter sine holdkammerater med svinere til højre og venstre, når de ikke lever op til den standard, han forventer. Og så er han også mand for at piske de danske fans til at levere stemning. Det trækker - igen - op i en præstation, hvor der var skidt og kanel.
133 kampe. Statistikken skriver Eriksen i historiebøgerne, men præstationen går nok nærmere direkte i glemmebogen. Et par flotte fremadrettede afleveringer og en god afslutning var højdepunkter i en god rekordkamp for Eriksen, hvor de helt afgørende aktioner dog lod vente på sig.
Hvor var det ulideligt unødvendigt og dumt, at du tog det gule kort og karantæne, Morten. For hvor var det en fabelagtig fødselsdagsindsats med ro, overblik, præcise pasninger og vigtige erobringer, du ellers lagde for dagen. Så glemmer vi de afslutninger, der blev sendt mod månen.
Danskernes absolutte yndling startede inde, hvor han sluttede mod englænderne, og han lagde godt fra land med pågående offensive aktioner fra venstresiden. Var uhyre tæt på et oplæg med et indlæg til Bah, men kollegaen skylder en i baren, for dén var altså stor. Han forsøgte igen og igen, men meget mere blev det ikke til fra nordjyden, der havde defensive udfordringer i anden halvleg.
Han efterlod os måbende. For han virkede i dag helt ved siden af sig selv i forhold til det blik for spillet og den kattepote-lækre teknik, han normalt besidder. Bolden sprang fra ham, og han overså utallige muligheder for at lægge de små, skærende afleveringer, vi ved, han er leveringsdygtig i. Pauseudskiftningen taler for sig selv.
Man havde lyst til at løbe på banen og bryde ind, for det føltes forfærdeligt at se, hvordan serberne behandlede Højlund. Det lignede skolegårdsmobning, som Højlund blev trynet fysisk, men cadeau til den danske angriber for utrætteligt at blive ved. Når han ikke var pålægget i serber-sandwicher var der - igen - for lidt skarphed og præcision over indgrebene fra den danske stjerneangriber. Desværre - og derfor stadig uden mål i 2024.
---
Skiftet ind i pausen og startede som fyr og flamme med god teknik, skarpe udfordringer og forsøg på mål. Men så blev den danske hurtigløber hurtigt lukket ned, mens serberne trak fremad.
Er bedste bud på den spiller, der skal erstatte Rasmus Højlund i en eventuel startopstilling, men Dolberg spillede sig ikke som sådan tættere på i dag. Skreg på et straffespark, men dommeren ignorerede den midtjyske angriber.
Uden for bedømmelse. Skiftet ind efter 76 minutter.
Uden for bedømmelse. Skiftet ind efter 76 minutter.
Uden for bedømmelse. Skiftet ind efter 88 minutter.
Landstræneren ender over middel, fordi Danmark sikrede billetten videre - selvom opgaven inden opgøret var mere end overskuelig. Hjulmand skal i dag have ros for, hvordan defensiven holdt serberne fra de helt store og åbne muligheder langt hen i kampen, mens det trækker ned, hvordan den danske offensiv sled med at skabe de helt store muligheder. Det er altså bekymrende!