I timerne efter at Christian Eriksen pludselig kollapsede midt under EM-kampen mod Finland, begyndte der at florere rygter på de sociale medier.

Rygter som satte den danske landsholdsstjernes kollaps i forbindelse med en coronavaccine. Men de er falske.

Vaccine-skeptikere citerede i tweets et interview, hvor cheflægen for Eriksens klubhold - Inter Milan - skulle have fortalt til den italienske radiostation Radio Sportiva, at danskeren havde fået Pfizers corona-vaccine for 12 dage siden.

Også danske brugere har delt oplysningen. Men den er falsk, skriver Radio Sportiva pure på det sociale medie.

»Oplysningerne i det nævnte tweet er falske. Vi har aldrig rapporteret nogen udtalelse fra Inters medicinske stab om Christian Eriksens tilstand. Hvis ikke forfatteren af tweetet fjerner indholdet bliver vi tvunget til at handle,« skrev Radio Sportiva i et tweet lørdag aften.

Også Inter Milans direktør Giuseppe Marotta afviser påstanden om en mulig sammenhæng mellem Christian Eriksens kollaps og en vaccine mod corona.

»Han har ikke haft coronavirus og er heller ikke blevet vaccineret,« siger Marotta ifølge Goal til Rai Sport.

Christian Eriksen modtog hjertemassage på banen og blev efterfølgende kørt på Rigshospitalet. Heldigvis er han vågnet igen og meldes i stabil tilstand.