TV 2-vært Lasse Sjørslev har fulgt fodboldlandsholdet, siden han var helt ung.

»Første gang jeg var i Parken (Dengang hed det Idrætsparken, red.), var i 1985, da jeg var 11 år gammel og så Danmark vinde 4-2 over Rusland. Jeg var der med min far og min søster, og det var en fantastisk, men også vild oplevelse,« fortæller Lasse Sjørslev.

»Man stod jo op dengang, og man blev skubbet rundt. Det var sindssygt varmt, folk drak sig fulde og kastede med øl. Det var en helt vild kamp,« mindes han sin debut på det danske nationalstadion.

Da Danmark i 1992 blev europamestre, gik Lasse Sjørslev i gymnasiet i Næstved.

Lasse Sjørslev hepper også på landsholdet.
Lasse Sjørslev hepper også på landsholdet. Privatfoto

Solen skinnede konstant den sommer, og festen virkede aldrig til at stoppe.

»Vi rullede tv'et ud på terrassen og sad så ti venner sammen og så finalen. Det gik jo fuldstændig amok. Da vi havde vundet, tog vi ned i byen, hvor folk kravlede op i lygtepælene, og biler kørte dyttende rundt,« husker Lasse Sjørslev.

Det var i samme periode, at han ved siden af gymnasiet lavede lokalradio i Næstved og fik mulighed for at møde sine idoler.

»Det var frem mod EM i 1992. Vi tog op til Hotel Marina i Vedbæk, hvor spillerne jo boede på det tidspunkt. Der var en helt anden adgang til landsholdet dengang, og selvom vi kom fra en lokalradio, stillede de op,« fortæller Lasse Sjørslev, der husker det som en stor ting at møde typer som Brian Laudrup og Peter Schmeichel.

Richard Møller Nielsen var i 1980erne assistent for Sepp Piontek.
Richard Møller Nielsen var i 1980erne assistent for Sepp Piontek. Ernst Van Norde

»Det var så mega fedt. Bare at være helt tæt på de store stjerner. Og så var stemningen helt afslappet. Der var slet ikke samme sikkerhed, som der er i dag. Vi kunne nærmest bare komme ind fra gaden.«

Efter gymnasiet og livet som lokalradio-reporter blev han uddannet journalist og har flere gange været forbi landsholdslejren i arbejdssammenhæng. I nyere tid har han derudover fået et særligt forhold til landsholdsfodbold via sin svigerfamilie.

I 2019 blev han nemlig gift med DR-vært Josefine Høgh, der er datter af landsholdets målmandstræner, Lars Høgh, og Lasse Sjørslev medgiver, at fodbold fylder meget derhjemme.

»Det må man sige. For tiden bruger Josefine også meget tid på at forberede sig til sit EM-værtsjob.«

Josefine Høgh og Lasse Sjørslev blev gift 28. december 2019. Her med Lars Høgh foran kirken i Kerteminde.
Josefine Høgh og Lasse Sjørslev blev gift 28. december 2019. Her med Lars Høgh foran kirken i Kerteminde. Bax Lindhardt

Han tilføjer med et grin:

»Så længe vi ikke spiller, men nøjes med at snakke om fodbold, så kan jeg godt følge med. Det er bare en del af deres liv, og det er fedt at være med til.«

Lasse Sjørslev gik selv til fodbold som barn, men evnerne rakte ikke så langt, så allerede som 12-årig begyndte han i stedet til badminton.

Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!

Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk og LÆS MERE HER. #FLAGFORDANMARK.