Eden Hazard, Kevin De Bruyne og Romelu Lukaku i Brønshøj Boldklub?

Det bliver snart en realitet når Belgien gæster Danmark og Tingbjerg Idrætspark til den kommende EM-slutrunde. For det belgiske landshold skal træne i Brønshøj forud for kampen mod Danmark.

Men desværre for Brønshøj Boldklub bliver der ikke mulighed for at lure diverse taktiske tips og tricks. Allermest på grund af de nuværende coronarestriktioner.

»Vi er jo nærmest forment adgang til dem. Alt er lukket af og isoleret i forhold til den almene gang i Brønshøj Boldklub,« forklarer administrerende direktør i Brønshøj Boldklub Claus Wiingaard til B.T.

»Der er sat et tre meter højt hegn op, der er vagter på, og vi har ikke engang adgang til egne klublokaler to dage før og efter deres kampe. Vi selvfølgelig meget kede af, at vi ikke får lov til at opleve det.«

Datoen for de belgiske stjerners ankomst er endnu ikke fastlagt, og det skaber umiddelbart lidt forvirring i forhold til træning og ingen adgang til omklædningsrummene. Men det, der ærgrer direktøren mest, er, at de unge spillere i klubben ikke får lov til at møde dem.

»Vi havde håbet, at vi kunne få en fest ud af det og lure nogle tricks af. Det havde været en fest at kunne få ungdomspillerne til at få lov til at se dem træne, men det må de desværre ikke.«

Udover hegn, aflukningen og alt det andet praktiske har Brønshøj også haft en greenkeeper på, så banen står snorlige forud for den belgiske ankomst.

For besværet får Brønshøj trods alt et lille plaster på såret, nu hvor de ikke kan få lov til at overvære træningerne.

»Vi får noget udstyr, når de engang er færdige. Det er blandt andet et nyt Uefa-mål og så en del frisparksfigurer, og det er vi meget glade for, og vi håber, det kan gavne klubben.«