Åge Hareide sidder på Peter Møllers kontor.

Dagen inden har det danske landshold smadret Georgien 5-1 i Parken. Et vigtigt skridt i retningen af EM på hjemmebane i 2020. Det eneste, Hareide indtil nu har hørt om en eventuel kontraktforlængelse med DBU er fodbolddirektør Peter Møllers ord til B.T. året inden. Han skulle bare sørge for at få Danmark til EM, så kunne han selv bestemme, hvor længe han ville blive.

Men her i DBUs lokaler i Brøndby er stemningen en helt anden end eufori og evig kærlighed.

Fodbolddirektøren har dårligt nyt til Hareide.

Peter Møller fortalte Hareide om Hjulmands ansættelse dagen inden pressemødet.
Peter Møller fortalte Hareide om Hjulmands ansættelse dagen inden pressemødet. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hareide bliver ikke forlænget som landstræner, når kontrakten udløber efter sommeren 2020. Afløseren er også på plads. Han hedder Kasper Hjulmand. Og så er der ovenikøbet pressemøde allerede dagen efter. To dage efter Hareide og landsholdets storsejr i EM-kvalifikationen.

Her vil Møller have Hareide med.

»'Det gør jeg ikke,' sagde jeg. 'Hvorfor skal jeg det?' Det var jo ikke mig, der skulle ansættes. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle være der. Det gav ingen mening. Jeg hørte, hvad Peter sagde, og så gik jeg,« husker B.T.s EM-kommentator Åge Hareide, der valgte ikke at se pressemødet, hvor Hjulmand blev præsenteret.

For beslutningen kom bag på ham.

»Jeg var meget, meget overrasket, da det kom frem. Peter Møller havde udtalt tidligere, at hvis jeg kvalificerede holdet til EM, kunne jeg skrive min egen kontrakt,« siger Hareide og fortsætter:

»Jeg forstår, at Kasper Hjulmand var en eftertragtet herre og var fri på markedet dér. Der var snak om, at han måske skulle til Anderlecht – og når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at det var gunstigt at få ham på plads. Men det var meget specielt.«

Hareide var bekymret for timingen af offentliggørelsen. Han var bekymret for landsholdets reaktion.

»DBU har jo lov til at gøre, hvad de vil, men det eneste, jeg reagerede på, var, at vi skulle i gang med nogle vigtige kampe i løbet af efteråret mod Gibraltar, Georgien, Irland og Schweiz.«

»Jeg var bange for, at det kunne kuldsejle hele EM-kvalifikationen,« siger nordmanden.

Gør som B.T.s faste EM-kommentator Åge Hareide. Flag for Danmark under hele slutrunden!
Gør som B.T.s faste EM-kommentator Åge Hareide. Flag for Danmark under hele slutrunden!
Vis mere

DBUs valg af Kasper Hjulmand var samtidig et markant stilskifte fra Åge Hareide, der på trods af massiv succes fik kritik for sin spillestil.

Det er ikke noget, nordmanden tænkte meget over. Vilkårene var klare for ham.

»Du kan diskutere stil, og hvad man får ud af det, men det vigtigste er at vinde fodboldkampe,« siger Hareide.

Det var det, der blev slået fast på det første møde, Hareide havde med DBU i Malmø, inden han blev ansat, fortæller han.

Her mødtes han med talentchef Flemming Berg, daværende direktør Claus Bretton Meyer og daværende trænerudviklingschef Peter Rudbæk.

»Vi snakkede meget om at være pragmatiske. De ville have en træner, der kunne kvalificere dem til VM. Basta. Det stod i kontrakten, der løb i to år med mulighed for yderligere to.«

»Det var helt tydeligt – jeg kender danskerne – at de kunne bruge det imod mig som argument, hvis jeg ikke kom til VM i Rusland. Det var fint nok, det levede jeg med. Hvis man skal til VM, så handler det jo om at vinde mange fodboldkampe. Og vinde nok kampe. Det løste vi. Og så kom EM som en bonus,« forklarer Hareide.

På trods af den specielle situation, Hareide var havnet i efter ansættelsen af Hjulmand, overvejede han ikke at sige op.

»Jeg havde det alt for godt med spillerne. Jeg vidste, at jeg havde spillernes tillid, selvom jeg ville blive udskiftet. Der var aldrig nogen diskussion overhovedet. Jeg ved, at det var oppe i medierne, at jeg var blevet fyret. Men jeg følte ikke, jeg var blevet fyret.«

»Jeg følte, at kontrakten løb ud – og i slutningen af kontrakten ville der være et EM i Parken. Selvfølgelig ville jeg have det med. Det eneste, jeg blev frataget, var EM på grund af pandemien, som man ikke kan gøre en skid ved.«

Da nyheden om Hjulmands ansættelse ramte offentligheden, mødtes den norske landstræner med sin afløser til en længere snak.

Og siden har de holdt kontakt på sms og mail.

»Jeg synes, han har gjort holdet endnu bedre som landstræner. Han har haft nogle stærke resultater. Han har skabt en videreudvikling af holdet,« siger den tidligere danske landstræner, der blev glad, da der tikkede nogle rørende ord ind på telefonen.

»Hjulmand skrev til mig i en sms: ‘Vi går i Parken med to landstrænere i ryggen’. Det er flot af ham at sige. Men jeg ser også, at han virkelig har udviklet holdet til at være bedre og stærkere.«