Det var en rørt dansk landsholdstrup, der fredag tog hul på træningen i Helsingør.

For efter Christian Eriksen blev udskrevet fra Rigshospitalet, lagde den ramte stjerne vejen forbi den danske EM-lejr – til stor overraskelse for holdkammeraterne.

»Pludselig kom bilen kørende, hvorefter Christian steg ud med sin familie. Det var fedt at se ham igen,« siger Joakim Mæhle på lørdagens pressemøde.

Han afslører desuden, at det var et specielt øjeblik, da de danske stjerner blev genforenet med Eriksen:

24-årige Joakim Mæhle.
24-årige Joakim Mæhle. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det var enormt emotionelt, og jeg havde virkelig brug for at røre og se ham i virkeligheden for at få det hele bekræftet på en måde.«

Atalanta-stjernen var én af de første spillere, der nåede hen til Eriksen efter kollapset forrige lørdag. Her var Joakim Mæhle nemlig med til at redde midtbanespilleren, der var faldet om med hjertestop.

Han sørgede – sammen med Simon Kjær – blandt andet for, at Eriksen ikke slugte sin tunge, da han lå livløs på banen i Parken.

»Vi var selvfølgelig skræmte, da det skete. At se Christian ligge dér ... Det var et forfærdeligt syn,« lyder det fra landsholdsbacken, som dog ikke selv ser Inter-stjernen falde om:

De danske landsholdsspillere i chok efter Eriksens kollaps.
De danske landsholdsspillere i chok efter Eriksens kollaps. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

»Jeg ser det ikke. Jeg kaster indkastet og lægger selvfølgelig mærke til, at det er en speciel aflevering, han sender tilbage.«

Herfra står den uhyggelige oplevelse dog helt klart i erindringen.

»Jeg kigger tilbage og ser Christian helt tom i blikket. Jeg kaldte på hjælp og fik nogle fingre ind i hans mund. Man skal jo gøre, hvad man kan for at undgå, at han sluger sin tunge. Simon og jeg lagde ham derefter i aflåst sideleje,« afslutter Mæhle.

Christian Eriksen blev fredag udskrevet fra Rigshospitalet efter seks dages indlæggelse.

Danskeren har fået indopereret en såkaldt ICD-enhed, der er den type hjertestarter, han skulle have.