Det så ikke godt ud, da Robert Skov måtte skiftes ud søndag mod Bosnien-Hercegovina.

De første dystre meldinger lød, at det var værre end først antaget med den venstre fod, han vred om på, og derfor skulle han til en scanning.

Nu kan Kasper Hjulmand og resten af trænerteamet dog umiddelbart ånde lettet op.

»Vi fik taget et billede, selvom det var et slemt vrid, tror vi på, at vi kan gøre ham klar,« siger Kasper Hjulmand under onsdagens presseseance i landsholdslejren.

Kasper Hjulmand har stadig lidt tid at løbe på, når det kommer til at skifte ud i truppen. Det kan han gøre helt frem til fredag.

De sidste dage har Robert Skov ikke været med på træningsbanen, men det ændrer sig forhåbentlig snart.

Her skal landstræneren se profilen an, for hvis det pludselig går den gale vej, og der pludselig er tale om op til flere ugers problemer, er landstræneren nødt til at tage en hård beslutning og skifte ud.

»Det er klart, at hvis vi får en anden melding de næste par dage, så må vi se på det. Men som fremskridtene har været og det, vi har set på scanningen, der ser jeg positivt på at få Robert ind til i hvert fald den anden kamp,« siger Kasper Hjulmand.

Robert Skovs skade er værre end først antaget, lød den første melding. Nu er der godt nyt.
Robert Skovs skade er værre end først antaget, lød den første melding. Nu er der godt nyt. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis prognosen forandrer sig i løbet af de næste par dage, og jeg får at vide af den medicinske stab, at der går to uger, så er det klart, at så skifter vi,« forklarer landstræneren.

Han kan derudover fortælle, at Christian Nørgaard, der har døjet med lidt skader, også træner med onsdag.

»Der skulle ikke være mere med ham. Andreas Skov er også fuldt med igen. Der er ikke noget på nogen af de andre, så på den måde ser det fint ud,« fortæller Kasper Hjulmand.

Landsholdets første kamp mod Finland bliver spillet lørdag klokken 18. Efterfølgende venter opgøret mod Belgien 17. juni, inden den sidste kamp i gruppespillet bliver spillet 21. juni. Her skal landsholdet møde Rusland.