Hun løb i mål med armene i vejret. Og Sifan Hassan havde da også rigtig meget at fejre.

For den 28-årige hollænder satte søndag verdensrekord på 10.000 meter, da hun krydsede stregen i tiden 29.06,82.

Mere end ti sekunder hurtigere end den tidligere rekord, og en rekord, der er meget prestigefyldt, fordi 10.000 meter er en OL-distance.

Men nu risikerer hun at få frataget rekorden. Årsagen skal findes i hollænderens fodtøj. Det skriver Algemeen Dagblad.

Sifan Hassan vandt kvindernes løb søndag.
Sifan Hassan vandt kvindernes løb søndag. VINCENT JANNINK

Der er meget strenge regler hos IAAF, når det kommer til løbernes sko. Og Sifan Hassans Nike-sko blev efter triumfen konfiskeret af løbets jury og sendt til et laboratorium, hvor de bliver undersøgt i forhold til, om de overholder regelsættet.

Blandt andet må skumlaget kun være et bestemt antal millimeter tykt, og sålen må kun bestå af en enkelt plade, lyder det. Noget, der dog umiddelbart ikke bekymrer i Sifan Hassan-lejren.

»Reglerne siger, at skoene også skal være af en model, der er tilgængelig for alle. Vi er slet ikke nervøse, for Sifans sko kom direkte fra æsken og er tilgængelige på markedet,« siger løberens manager, Sander Ogink, til det hollandske medie.

»Sidste år blev der også lavet verdensrekorder i de nyeste sko, men der blev de ikke inspiceret. Det er noget, man er begyndt på. Så vidt jeg ved, er Sifans de første, der ryger på laboratoriet,« siger manageren.

Sifan Hassan var også med ved OL i Rio i 2016. Her blev det til en femteplads i 1.500 meter.