»Vi skal ikke hjem, vi skal videre!«
Endnu en gang hitter Egon Olsens ikoniske citat i sportssammenhæng.
Tidligere var det kvindelandsholdets slogan under EM i 2017, Jonas Wind brugte det sidste sommer, da FC København overraskende skulle spille Europa League-kvartfinale mod Manchester United, og nu hvor Kasper Hjulmands tropper jagter EM-guld rundt omkring i Europa, bliver det igen brugt af alt fra medier til fans til – ja selv landsholdet.
Citatet stammer fra filmen 'Olsen-banden i Jylland' fra 1971.
De fleste fra filmholdet er desværre ikke længere iblandt os, men filminstruktør Hans Kristensen, der i 1971 var 'Olsen-Banden'-instruktør Erik Ballings assistent, er stadig stærkt kørende.
Han har siden 2012 boet i London, og da B.T. ringer for at høre ind til historien om Egon Olsens udbrud på en strand i Vestjylland, svarer han først overrasket:
»Jeg vidste slet ikke, at Egons ambitiøse, viljestærke sætning var blevet et hit. Men logikken er klar. Selv uden Eriksen går det fremad – so far.«
Hans Kristensen husker, at optagelserne til 'Olsen-banden i Jylland' blandt andet foregik tre uger på en strand – og det var hårdt for den unge assistent.

»Jeg fik nogle flotte lår af at løbe så meget frem og tilbage i sandet. Balling var jo ikke en mand, der råbte, så jeg skulle løbe med besked fra ham til skuespillerne,« fortæller han med et grin og tilføjer så, at han godt kan forstå, at man nu genbruger Egon Olsens ord.
»Det er forrygende med den sætning. Erik Balling var jo en fantastisk komedieinstruktør, der skrev nogle fantastiske dialoger – 'Skide godt, Egon' og så videre,« fortæller han og forklarer, hvorfor mange af 'Olsen-Banden'-citaterne kan bruges som slogans.
»Erik Balling sagde, at hans dialog skulle indeholde tre ting: For det første skulle det skubbe handlingen fremad. For det andet skulle det sige noget om personen, der sagde det, og for det tredje skulle det være noget i sig selv. Og det sidste er jo genialt, og der han adskiller sig fra stort set alle andre komedieinstruktører.«
Hans Kristensen mener, at sætningen 'Vi skal ikke hjem, vi skal videre' netop passer godt ind i Erik Ballings regelsæt.
»Det er jo ren københavner-dialog. 'Vi skal videre'. Egon tænker, det kan være, at skatten, som de leder efter, er lige derhenne rundt om hjørnet, selvom de står langt ude, hvor kysten bøjer ind. Det viser meget godt Egons utrolig høje moral. Det lille geni med de store projekter.«
Hans Kristensen har som nævnt boet i London de sidste mange år.
Selvom han godt kan lide fodbold, er det ikke noget, han ser så meget, men da Christian Eriksen på uhyggelig vis kollapsede midt på banen under åbningskampen mod Finland, kunne han ikke undgå at følge med.
»Det har fyldt rigtig meget herovre, og da de ved, jeg er dansker, er jeg blevet spurgt en del ind til det. Det går jo heldigvis uden Eriksen, så det kan godt være, jeg skal til at følge med nu. Det er jo rigtigt, som Egon Olsen siger. Vi skal videre,« lyder det fra Hans Kristensen, der på grund af brexit for tiden planlægger snart at vende hjem til Danmark.
Han tilføjer:
»Det er jo egentlig et skønt slogan og ret betydningsfuldt. Jeg tror også, jeg vil til at bruge det nu.«
Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!
Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk og LÆS MERE HER. #FLAGFORDANMARK.