Når Danmark byder på fodboldfest, bliver det blandt andet med Michael Laudrup i spidsen.

For på EM's åbningsdag kommer Ofelia Plads til at danne ramme for en helt unik '12-timers fodboldkamp' fra klokken 6 om morgenen til klokken 6 om aftenen. Der er 35 kampe à 18 minutter i 12-timers kampen.

Der kommer til at være omkring 300 spillere på hvert hold; fordelt på grupper, hvoraf flere er relateret til syv af FN’s verdensmål, hvor Michael Laudrup blandt andet kommer til at spille på et af holdene. Det skriver TV3 Sport.

Men han er ikke alene. For begge hans sønner, Mads og Andreas, skal nemlig spille på hold med Michael Laudrup.

»Jeg glæder mig til at spille med Mads og Andreas og mange andre og derved bidrage til den kæmpefest, slutrunden bør blive for alle fans,« udtaler Michael Laudrup til TV3 Sport og fortsætter:

»Jeg tror også, Mads og Andreas ser frem til at spille sammen med mig ligesom jeg gjorde det, da jeg i sommeren 1981 opnåede min eneste officielle kamp sammen med min far,« tilføjer Michael Laudrup.

Foruden på fodboldbanen kommer Michael Laudrup og Mads Laudrup også til at dække EM sammen på TV3 Sport.

»Det bliver fedt! Vi kommer ikke til at være i samme rum, men vi bliver dog en del af de samme udsendelser. Det havde selvfølgelig været noget andet, hvis jeg havde været vært og sad i studiet sammen med min far som ekspert, men det bliver da stadig sjovt,« har Mads Laudrup tidligere fortalt til B.T.

32-årige Mads og 30-årige Andreas har begge en fortid i Superligaen, hvor Andreas i 2012 hjalp FC Nordsjælland til at vinde det danske mesterskab.

EM-slutrunden starter 11. juni, hvor der kommer hele fire kampe på dansk grund fra 12. juni.