Christian Eriksen havde lørdag aften overskud til at berolige holdkammeraterne i Inter efter det uhyggelige kollaps i Parken.

Omkring kl. 23.00 sendte den danske stjerne en besked ud i holdets fælleschat på WhatsApp.

Og beskeden var ifølge La Gazzetta dello Sport helt simpel:

»Jeg har det fint,« skulle Christian Eriksen have skrevet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den danske stjerne kollapsede i slutningen af første halvleg i EM-kampen mod Finland. Han lå livløs på græsset og modtog hjertemassage, mens holdkammeraterne slog ring omkring ham. Da Christian Eriksen var kommet til bevidsthed, blev han kørt på Rigshospitalet.

Kampen blev suspenderet efter Eriksens kollaps, men efter mere end halvanden times pause blev den genoptaget.

Det skete efter, at UEFA havde meddelt, at danskerens tilstand var stabil.

Senere kom det også frem, at de danske spillere havde været i kontakt med Christian Eriksen, før de valgte at gå på banen og spille kampen færdig.

Finland endte med at vinde opgøret med 1-0.