Det går rigtig godt for 'løven' Jan Lehrmann på den økonomiske front.
Regnskaber for 2020 i Lehrmanns to private selskaber viser et rekordhøjt trecifret millionoverskud.
Det skriver Finans.
Lehrmann Ventures, der er selskabet, hvor Lehrmann placerer sine investeringer fra DR-programmet 'Løvens Hule', havde i regnskabsåret 2020 et overskud på næsten 2,7 millioner kroner.
Men det er i holdingselskabet Lehrmann Family, hvor han har sine investeringer, der ikke kommer fra 'Løvens Hule', at de helt store penge ligger.
I årsregnskabet 2020 havde holdingselskabet et overskud på næsten 263 millioner kroner. Et overskud der blandt andet kommer fra investeringer i Normal, MyBanker og Plecto.
Som den eneste i programmet 'Løvens Hule' har Jan Lehrmann ikke medinvestorer i ryggen, når han skal investere penge i virksomheder. Han har udelukkende brugt sine egne penge.
Jan Lehrmann er bestyrelsesformand i Normal, og han var medstifter af Bilbasen. I 2019 blev han landskendt, da han blev præsenteret som ny løve i 'Løvens Hule', hvor han har medvirket som løve lige siden.