Kronprinsparret skal overvære EM-semifinalen på Wembley onsdag, hvor Danmarks spiller mod England. Også parrets ældste søn, prins Christian, tager med.

Det oplyser kongehusets kommunikationsafdeling til Ritzau, og over for B.T. bekræfter kommunikationsafdelingen det royale besøg.

Det er Dansk Boldspil-Union (DBU), der har inviteret kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og prins Christian.

»DBU har inviteret kronprinsfamilien til at overvære onsdagens fodboldkamp, når det danske herrelandshold møder England på Wembley i morgen. Det har kronprinsparret og prins Christian takket ja til, og de glæder sig til at være der og bakke op omkring det danske landshold,« siger Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, og fortsætter:

»Det er helt naturligt, at den kongelige familie – også her – repræsenterer Danmark.«

Kan I forstå, hvis der er nogen, der synes, at det er problematisk, at kronprinsparret og prins Christian skal overvære kampen, når danske fans generelt ikke får mulighed for at komme på stadion?

»Kronprinsparret er inviteret af DBU som officielle repræsentanter for Danmark. Det er det, vi forholder os til, og vi betragter Kronprinsparrets deltagelse som naturlig, også når man ser på den interesse, den kongelige familie altid har vist over for danske sportsfolk,« siger Lene Balleby.

Onsdagens semifinale bliver spillet klokken 21 dansk tid, og selvom det ikke er muligt for fans, der bor i Danmark at tage på lægterne, kommer der i den grad stadig røde og hvide farver på Wembley.

For alle danskere bosat i England er blevet opfordret til at tage turen til stadion for at støtte de danske landsholdsstjerner.

Mandag aften kunne DBU så oplyse, at tusindvis af danskere kommer til kamp.

'6.600 billetter solgt i den danske sektion! To gode nyheder: UEFA fortæller, at den danske kvote på Wembley er blevet udvidet – nu knap 7.900 billetter. Og her til aften er der solgt 6.600 billetter. Sådan!' lød det i et opslag på Twitter.

Landsholdet er tirsdag formiddag taget afsted, og de skal senere træne på storklubben Tottenhams træningsanlæg i udkanten af det nordlige London.

Her skal Kasper Hjulmands tropper træne tirsdag aften fra klokken 19.30 dansk tid og en time frem.

Normalt træner landsholdet på kampstadion dagen før kampe i udlandet, men det kan ikke lade sig gøre i dette tilfælde. Det skyldes, at semifinalen mellem Italien og Spanien bliver spillet på Wembley tirsdag aften.