Når du fremover tænder for Formel 1 på Viaplay, bliver det med et yderst velkendt ansigt som ekspert.

For Kevin Magnussen skal fremover være ekspert. Det oplyser NENT Group i en pressemeddelelse.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af TV3 sports dygtige Formel 1-redaktion, hvor jeg med min baggrund vil forsøge at give seerne en oplevelse af at komme helt tæt på tankerne hos teams og kørere,« siger Kevin Magnussen og fortsætter:

»Jeg har selv kørt på de fleste af banerne og ser for eksempel frem til at kunne fortælle om de små, afgørende detaljer, som kørerne fokuserer på. Og så bliver det en sjov og underholdende udfordring at skulle formidle min egen passion på en måde, så seerne får mest muligt ud af det,« lyder det fra danskeren om den nye rolle.

Han kommer ikke til at sidde der alene, for han kommer til at have Nicolas Kiesa ved sin side i studiet.

Kevin Magnussen nåede at køre seks sæsoner i Formel 1, inden han efter den seneste sæson valgte at sige farvel og tak til den helt store scene. Det betyder dog ikke, at den danske stjerne er færdig med biler.

Tidligere på sommeren debuterede han i Indycar, ligesom han senere på året skal køre Le Mans med sin far Jan Magnussen. Og sideløbende med karrieren vil han altså fra nu af være at finde i tv-studiet.

»Kevin er en stor personlighed, som altid har haft meget på hjerte. Han brænder for motorsport, og det er svært ikke at være meget glad for, at han nu tilslutter sig vores i forvejen meget kompetente hold. Med F1 frisk i erindringen kan han bidrage med egne erfaringer, som jeg er sikker på, bliver særdeles interessante for vores seere og brugere,« siger Kim Mikkelsen, der er sportschef hos NENT Group.