De danske landsholdsspillere har nærmest opnået rockstjernestatus.

For dagen efter den flotte sejr på 4-0 over Wales i Amsterdam blev de danske stjerner nemlig mødt af flere hundrede ellevilde fans i Helsingør, da truppen vendte hjem til Hotel Marienlyst.

Her havde byens borgere sørget for en vild modtagelse af de danske EM-helte, og derfor blev Kasper Hjulmands mandskab da også hyldet foran spillerhotellet søndag eftermiddag.

»Det var fantastisk. Vi drejer af på motorvejen, og der var en del broer på vej hjem, hvor der stod mennesker med flag. Der stod sindssygt mange mennesker. Det var som at køre en Tour de France-karavane. Ind i skoven, ud langs vandet. Der var bare mennesker,« forklarer Kasper Hjulmand på søndagens pressemøde og tilføjer:

Fremmødte fans foran Hotel Marienlyst i Helsingør.
Fremmødte fans foran Hotel Marienlyst i Helsingør. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Herude var der sindssygt mange mennesker, og der hang Dannebrog ud af huse. Folk i alle aldre. Det er en fantastisk opbakning. Jeg kan kun være taknemmelig, for det hjælper os så meget.«

Modtagelsen havde da også gjort stort indtryk på midtbanespilleren Mathias Jensen:

»Det er imponerende med den kæmpe støtte fra Helsingør, hver gang vi nærmer os hotellet.«

Han blev bakket op af sin holdkammerat Joachim Andersen, der også kun havde rosende ord om de mange fremmødte fans:

Andreas Cornelius ville også ud på balkonen og hilse på fansene.
Andreas Cornelius ville også ud på balkonen og hilse på fansene. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

»Alle i Helsingør er ude for at sige hej, og det er virkelig fedt.«

På de danske drenges profiler på de sociale medier kan man da også se, hvordan blandt andre Kasper Hjulmand og Kasper Dolberg skiftevis træder ud på en af hotellets balkoner til kæmpe jubelbrøl fra de mange fremmødte fans.

Også Mathias 'Zanka' Jørgensen og Andreas Cornelius trådte ud ad døren og vinkede til de ellevilde fans.

I videoen øverst kan du se, hvordan de danske stjerner blev modtaget i Helsingør.

Mathias 'Zanka' Jørgensen trådte ud og vinkede til de mange fremmødte fans.
Mathias 'Zanka' Jørgensen trådte ud og vinkede til de mange fremmødte fans. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Danmark spillede sig lørdag aften videre til kvartfinalen ved EM efter sejren over Wales.

På to mål af Kasper Dolberg og et enkelt fra både Joakim Mæhle og Martin Braithwaite kom sejren i hus.

Om seks dage venter der så en kvartfinale mod enten Holland eller Tjekkiet i Baku, Aserbajdsjan, klokken 18.