Mens tusindvis af danske roligans er blevet frataget deres EM-billetter, er der anderledes fest på Københavns Rådhus.

For kommunalpolitikere fra Københavns Borgerrepræsentation kan nemlig gratis indtage tilskuerpladserne i Parken.

Det skriver TV 2 Sport, der er i besiddelse af en intern mail, som er sendt rundt på rådhuset.

Her har Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) tilbudt byrådspolitikerne over 100 billetter fordelt på Danmarks tre EM-gruppekampe samt den ottendedelsfinale, der ligeledes skal spilles på dansk grund.

Parken i København er klædt på til den kommende EM-slutrunde.
Parken i København er klædt på til den kommende EM-slutrunde. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og det har fået Danske Fodbold Fans op i det røde felt.

»Man kan selvfølgelig diskutere signalværdien i, at tusindvis af danske fans har fået afvist deres billetter, og nu kan byrådspolitikerne bare vælge, hvilke kampe de vil til. Det synes jeg selvsagt, er superærgerligt,« siger Christian Kokholm Rothmann, der er formand i fanforeningen, til TV 2 Sport.

Over for mediet bekræfter Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, at man har modtaget 90 almindelige billetter og 24 VIP-billetter.

Samtidig forstår man godt på Københavns Rådhus, at danske fodboldfans er skuffede over det store EM-billetkaos.

Man har dog stadig tænkt sig at gøre brug af de tilbudte billetter, lyder det.

»Det er naturligt, at når Københavns Kommune samarbejder med DBU om det her kæmpe arrangement, at vi deltager i det. Det gør vi eksempelvis også med Priden (Copenhagen Pride, red.), og vi deltager også i lokale gadefestivaler. Når folk bruger vores by og samarbejder med os, så inviterer de os, og så deltager vi,« siger Andreas Keil, der er medlem af Borgerrepræsentationen, til TV 2 Sport.

Efter planen lukkes der næsten 16.000 tilskuere ind til EM-kampene i Parken.

Slutrunden starter 11. juni og varer indtil 11. juli.