»Jeg får stadig en klump i halsen, når man ser billederne fra dengang,« lyder det fra Anders Bircow.

I 1992 var han som del af Linie 3 på toppen af karrieren, og den succesfulde trio turnerede landet rundt med deres voldsomt populære show 'Hvor er de 2 andre?'.

Det var en sommer, hvor alt kunne lade sig gøre, og samtidig med at Linie 3 trak fulde huse i Københavns Tivoli, var fodboldlandsholdets grimme ællinger i gang med at skabe mirakler i Sverige.

Normalt ville Preben Kristensen, Thomas Eje og Anders Bircow gå på scenen i Tivolis Glassalen klokken 19.30, men 26. juni, da Danmark skulle spille finale mod Tyskland i Göteborg, måtte Linie 3 for en gangs skyld vige for nationalsporten.

B.T. 27. juni 1992.
B.T. 27. juni 1992. Foto: B.T.
Vis mere

»Tivoli plejer jo at smide folk ud ved midnat, men den aften holdt de længe åbent,« husker Anders Bircow, der på ingen måder havde noget imod, at Linie 3 blev tvunget til at udsætte deres forestilling.

Den i dag 69-årige komiker er stor fan af landsholdet og var blandt andet i 1984 med de danske roligans til EM i Frankrig, så da man valgte at vise EM-finalen på storskærm i Tivoli, blev han da også hyret som konferencier.

»Det var for vanvittigt. Jeg glemmer det aldrig,« mindes Anders Bircow den store festaften, hvor Tivoli eksploderede i en lykkerus, da John 'Faxe' Jensen 'ramte den lige i røven' og efter 18 minutter spilletid bragte Danmark foran 1-0.

»Hold kæft, hvor var det fedt, da han endelig fik lænet sig ind over bolden,« fortæller Anders Bircow med et grin med henvisning til, at 'Faxe' inden finalen var kendt for ikke at ramme målet.

Rådhuspladsen 27. juni 1992.
Rådhuspladsen 27. juni 1992. Foto: Thomas Sjørup
Vis mere

Da Danmark havde vundet, og Linie 3 var klar til at overtage publikum, var de nervøse for, at showet ville stikke helt af, og derfor aftalte de at køre forestillingen helt stram uden improvisation og andre svinkeærinder.

»Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men da vi var færdige og til sidst kom ud og bukkede, kunne jeg ikke lade være med at gå hen til mikrofonen,« fortæller Anders Bircow.

»Jeg løftede hånden – der var helt tavs i salen – så sagde jeg med tårer og gråd i stemmen: 'Mine damer og herrer, Danmark er blevet europamestre'! Så skulle du se tusind mennesker rejse sig, som havde de en raket i røven og begyndte at synge 'Der er et yndigt land'. Det var fuldstændig vildt.«

Det var nærmest umuligt at komme ud af Tivoli efterfølgende.

Anders Bircow flager for Danmark.
Anders Bircow flager for Danmark.
Vis mere

De tre Linie 3-medlemmer maste sig igennem menneskemængden og ud på gaden, hvor de søgte ly på den nærmeste bar, mens feststemte danskere stormede mod Rådhuspladsen få hundrede meter derfra.

»Hold kæft en fest. Det tog lang tid, før vi kunne komme hen til vores biler, men det var det hele værd.«

Er man ikke gammel nok til huske, hvor store Linie 3 var i starten af 90erne, så kommer Anders Bircow i tanke om en situation, da Danmark nogle dage tidligere slog Holland i semifinalen.

»Efter kampen var jeg nede på Café Victor (kendis-bar i indre København, red.). Bryan Adams var i byen for at give koncert og stod oppe i baren. Folk var hele tiden henne ved mig for at få en autograf, og jeg kunne se, at Bryan Adams hele tiden stirrede på mig. Han må have tænkt: 'Hvem er han?'. Det var jo ham, der var stjernen,« fortæller Anders Bircow med et grin.

Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!

Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk. LÆS MERE HER.