20-årige Malte Rahm fik mandag aften en oplevelse, han aldrig kommer til at glemme.

For efter landskampen mod Rusland løb den danske stjerne Mikkel Damsgaard pludselig rundt med en studenterhue, der var blevet kastet ind på banen.

En hue, der tilhører Malte Rahm, og derfor skal vi også skrue tiden kortvarigt tilbage til mandag klokken 14, hvor han blev student fra Det frie Gymnasium.

Efterfølgende skålede han med familien, fik lidt champagne, og siden gik turen mod Parken, hvor aftenen endte med at blive helt magisk, da han tog en beslutning, han da havde tænkt lidt over, men som samtidig »var lidt spontan«.

Malte Rahms hue endte på blandt andre Mikkel Damsgaard.
Malte Rahms hue endte på blandt andre Mikkel Damsgaard. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Det var helt vildt. Jeg havde inden kampen godt tænkt, at der ikke var så mange studenter, så jeg havde forberedt mig og taget en kuglepen nu. Da kampen var slut, og spillerne løb rundt på banen og hilste, var jeg så lykkelig over, vi havde vundet.«

Det fortæller den jublende nyudklækkede student til B.T. om mandagens oplevelse, der stadig sidder som en lykkerus i kroppen efter aftenen på B-tribunen.

»Så sagde min storebrors kæreste 'du skal ned nu'. Så løb jeg ned og tabte kuglepennen på vej ned ad trapperne. De var ved at løbe væk, men jeg tænkte bare 'fuck det', og så kastede jeg bare min hue. Alle vagterne sagde: 'Det var godt nok dumt, den får du aldrig igen',« fortæller Malte Rahm med et grin.

Selvom det var et sats, og han gjorde det i et lykkeligt moment, tog vagterne fejl. For lynhurtigt blev huen samlet op af en af spillerne, og den blev placeret på Mikkel Damsgaards hoved. Noget, der blev vist på tv, foreviget af de mange fotografer, og så er det store øjeblik også blevet delt på Anders Hemmingsens Instagram-profil efterfølgende.

Malte Rahm fik en oplevelse for livet.
Malte Rahm fik en oplevelse for livet. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg sagde: 'De står da og leger med den'. Jeg var fuldstændig ligeglad med at få den igen. Jeg jublede bare og var lykkelig over alting. Så kom Thomas Delaney pludselig løbende med huen, og jeg råbte og skreg, at det var min,« fortæller den 20-årige mand, der udover huen fik endnu en lille overraskelse:

»Så kom han, tog sin trøje af og gav mig det hele. Så stod jeg nærmest resten af aftenen med hovedet begravet i trøjen. Det var helt vildt. Jeg stod bare og krammede min familie og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« fortæller Malte Rahm, der fortæller, at han bestemt ikke havde forventet noget, og at landsholdsstjernen selv valgte at give ham trøjen.

Allerede inden kampen fik han mange lykønskninger, da han gik rundt med sin studenterhue.

Og det ændrede sig bestemt ikke, efter de tusindvis af tilskuere havde forladt Parken.

Lykken var stor hos Malte Rahm, da han fik både en trøje og sin hue tilbage.
Lykken var stor hos Malte Rahm, da han fik både en trøje og sin hue tilbage. Foto: Privat
Vis mere

»Efter kampen kom alle over og spurgte, om det var mig, der smed huen. De havde set det og sagde, det var fedt, og ønskede mig tillykke med huen og sejren. Det var næsten ikke til at være i,« fortæller Malte Rahm med en tydelig glæde i stemmen.

Danmark vandt kampen over Rusland med 4-1, og fordi Belgien samtidig slog Finland, spillede Kasper Hjulmands tropper sig videre ved EM.

De skal nu rejse til Holland, hvor de lørdag aften møder Wales.