'Så længe du er så dårlig. Så kan jeg simpelthen ikke sætte dig på banen.'

Det var ordene, der stod på en træskulptur, som Anders Eggert gav TV 2-kommentatoren Bent Nyegaard søndag eftermiddag. Og det var der en særlig grund til.

Det fortæller den 39-årige nu tidligere håndboldspiller til TV 2 Sport. Tiden skal skrues tilbage til 2003-2006, hvor den tidligere landsholdsspiller var i GOG og havde Bent Nyegaard som træner.

Det var her, han fik den hårde besked, som han dog havde stor respekt for. Det hjalp ham og sendte ham i den rigtige retning.

Anders Eggert nåede mange kampe på det danske landshold.
Anders Eggert nåede mange kampe på det danske landshold. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg sad og græd ovre på hans kontor. Han ville gerne hjælpe, hvis der var nogle problemer eller noget, som han kunne løse, men så længe jeg var så dårlig, så kunne han simpelthen ikke sætte mig på banen,« siger Anders Eggert og fortsætter:

»Det var på en eller anden måde skelsættende for mig. At sige til en dreng, der sad og græd, at 'du er simpelthen for dårlig'. Det kan jeg kun tage hatten af for,« fortæller den nu tidligere håndboldspiller, der beskriver Bent Nyegaards ord som et 'kæmpeskub'.

Efter tiden i GOG skiftede han i 2006 til tyske Flensburg-Handewitt, og her blev han helt indtil 2017, hvor han så vendte hjem til Danmark og Skjern.

Søndag spillede Eggert sin sidste kamp i karrieren, som endte med bronze til både ham og resten af Skjern-mandskabet ved Final 4. Allerede i september 2020 fortalte han, at denne sæson ville blive den sidste, og at det var slut herefter.

Han nåede i sin karriere at spille 160 kampe på det danske landshold, som han scorede 581 mål for.

Han var med til at vinde EM-guld i 2012 samt EM-sølv i 2014. Derudover var han med til at vinde VM-sølv i både 2011 og 2013.