Der er langt fra tale om et enestående tilfælde, men nu er svindlere endnu engang på spil i Nets navn.

Adskillige danskere har mandag modtaget en mail, der ser ud til at komme fra Nets, hvori det bliver oplyst, at ens kort er blevet spærret således, at det ikke kan bruges til hverken online betaling eller automathævning.

'Kære kunde hos Nets,  Vi informerer dig om, at dit kort er blevet blokeret efter en teknisk hændelse i vores kundedatabase, så du kan faktisk ikke bruge dit kort til følgende tjenester, før du aktiverer kortet igen,' lyder det i mailen, hvorefter at 'Pengeautomat' og 'Online betaling' bliver listet op som de tjenester, hvor kortet ikke længere kan bruges.

Hos Nets understreger man, at mailen ikke kommer fra dem og opfordrer samtidig modtagere til straks at slette den.

Sådan ser den falske mail ud.
Sådan ser den falske mail ud.
Vis mere

»Vi vil aldrig kontakte kortholdere på mail og anmode om personlige oplysninger. Man kan altid ringe til sin bank, hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt ens kort er spærret, men i stort set alle tilfælde skal man slette disse snyde-mails straks, hvis man modtager,« siger presserådgiver hos Nets Nevena Duric og tilføjer: siger presserådgiver hos Nets Nevena Duric og tilføjer:

»Man skal i hvert fald ikke trykke på nogen af de links, der typisk er med.«

Svindlerne bliver bedre

I modsætning til mange andre svindelmails, som danskerne modtager dagligt, så er den seneste mail fra Nets skrevet på stort set fejlfrit dansk, og det er ifølge Anette Høyrup, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, noget, man ser oftere og oftere.

»De er blevet meget professionelle, og man skal være mere skarp for at gennemskue de her mails. Men der er stadig afsenderadressen, man kan være opmærksom på, og så er der nogle andre småting. I det her tilfælde skifter de eksempelvis mellem at kalde det for kundenummer og profilnummer, og så skriver de 'kære kunde',« siger hun og tilføjer:

»Men sproget er overordnet set blevet bedre i de her mails.«

Det billede kan man også genkende hos Nets, hvor man ifølge Nevena Duric også oplever, at »svindlerne« bliver bedre og bedre.

Andre læser også