Betalingsselskabet Nets advarer nu igen om falske mails.

Det sker efter, flere danskere har skrevet på Facebook, at de 1. april modtog mails - såkaldt phising - fra et firma, der udgiver sig for at være fra Nets.

  • 'Kære kunde hos Nets. Vi har modtaget en transaktionsanmodning fra dit kreditkort med en IP-adresse uden for Danmark...
  • Hvis transaktionen behandles af en anden person, skal du annullere transaktionen og anmode om tilbagebetaling ved at klikke på linket herunder,' står der blandt andet i mailen, der er skrevet på pænt dansk.

Se mailen herunder:

Nets advarer om, at der igen bliver sendt fupmails ud.
Nets advarer om, at der igen bliver sendt fupmails ud. Foto: Privat
Vis mere

Pressechef hos Nets, Søren Winge, er bekendt med, at der igen bliver sendt falske mails ud.

»Vi er orienteret om det. Det er en af de klassiske fupmails, som vi har været ramt af før. Vi ville aldrig sende mails ud som denne, hvor vi beder folk om at bekræfte oplysninger,« siger han til BT.

Det kan være farligt at trykke på linket, da man kan give adgang til, at nogen kommer ind på ens computer. Derfor skal man altid slette mailen med det samme, man modtager den.

Tidligere ramt

Nets blev også ramt af phising i januar i år og i marts sidste år. Dengang så det sådan ud:

Sådan ser den falske mail ud.
Sådan ser den falske mail ud.
Vis mere

Dengang fortalte Anette Høyrup, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, om, at mailene er blevet sværere at gennemskue.

»De er blevet meget professionelle, og man skal være mere skarp for at gennemskue de her mails. Men der er stadig afsenderadressen, man kan være opmærksom på, og så er der nogle andre småting. I det her tilfælde skifter de eksempelvis mellem at kalde det for kundenummer og profilnummer, og så skriver de 'kære kunde'. Men sproget er overordnet set blevet bedre i de her mails,« sagde hun i januar til BT.